31
×
En mand der hedder Ove

En mand der hedder Ove

Skrevet d. 19 maj 2016 af Stine Hamann Pedersen

© Foto: Nordisk Film / En man som heter Ove

Nu lander den svenske film ’En mand der hedder Ove’ i de danske biografer. En rørende, morsom og livsbekræftende film om misantropen Ove, der terroriserer sit nabolag med sine mange regler. ’En mand der hedder Ove’ har allerede gået sin sejrsgang i hjemlandet Sverige med mere en 1 million solgte billetter.

Filmen ’En mand der hedder Ove’ har væltet Sverige med storm. Filmen om den sure og bitre Ove instrueret og skrevet af den folkekære instruktør Hannes Holm – over bestsellerforfatteren Frederik Backmans roman af samme navn – er blevet en af Sveriges største filmsucceser. En film, der med sit skæve og underholdende tilsnit giver et sjældent morsomt indblik i menneskene bag parcelhuskvarterernes grønne ligusterhække.

Ove er 59 år. Og Ove er kendt som den sure, gamle og bitre mand i sit nabolag. Men Ove er i hvert fald ikke bitter, bare fordi han ikke smiler fra morgen til aften! For der er da heller ikke meget at grine af, når man har sat sig til opgave at være nabolagets selvudnævnte inspektør. Hver morgen går Ove nemlig sin daglige runde. Han flytter cykler. Tjekker naboernes skraldespande, for har de mon affaldssorteret korrekt? Og er alle døre mon forsvarligt låst?

En mand der hedder Ove
Foto: Nordisk Film / En man som heter Ove

Men under den rigide regelrytter gemmer sig en krank skæbne og en stor sorg, der går helt tilbage til Oves ungdomsår. Men alt det ændrer sig måske, da Oves nye nabo, den højgravide og temperamentsfulde Parvaneh, uforvarende bakker ind i Oves postkasse under en mislykket parallelparkering.

’En mand der hedder Ove’ er en charmerende og morsom film om uventet venskab, kærlighed, værdien af det rigtige værktøj og kunsten at bakke kunne med en anhænger.

I hovedrollen som Ove er en af Sveriges mest elskede skuespillere Rolf Lassgård, der flere gange er blevet nomineret og belønnet med den prestigefyldte svenske filmpris Guldbaggen. Rolf Lassgård er bl.a. kendt herhjemme fra Susanne Biers ’Efter Brylluppet’.

Instruktør og manuskriptforfatter Hannes Holm er bl.a. kendt for store og banebrydende filmsucceser som ’Adam og Eva’ og ’Klassefesten’.

Bogen ’En mand der hedder Ove’ af Frederik Backman er solgt til mere en 30 lande verden over, bl.a. her i Danmark, USA, Tyskland, Frankrig, England, Spanien, Holland, Italien, Norge, Finland og Island. I Sverige er den en af de største bogsensationer i årevis – i Norden har bogen solgt tæt ved 900.000 eksemplarer.

’En mand der hedder Ove’ får dansk biografpremiere d. 26. maj.