31
×
NRK P3 / SKAM

Endelig! SKAM løfter sløret

Skrevet d. 7. april af Sebastian Sharif

© NRK P3 / SKAM

Dritkult! Vi er ellevilde af begejstring for Sana som den nye hovedperson. Langt om længe er ventetiden er ovre, og forløsningen er nær! Traileren til den længe ventede sæson 4 af den norske ungdomsserie 'SKAM' er nu landet, og sæsonen skydes i gang i næste uge. I månedsvis har fans spekuleret i: Hvilken hovedkarakter skal vi følge? Hvilke temaer bliver taget op? Og hvornår og hvordan kan vi se det herhjemme i Danmark? Nu er de fleste svar endelig landet

Ingen kunne have forudset, hvordan en norsk online-baseret ungdomsserie, der hårdnakket gjorde en dyd ud af ikke at reklamere for sig selv, kunne blive sådan en kæmpe sensation i først sit hjemland og dernæst resten af verden. Men det skete ikke desto mindre, og SKAM har på kort tid skabt en vanvittig passioneret kultur omkring sig med vilde fanteorier og heftige diskussioner på diverse fora, SKAM-relateret turisme – ja, sågar universitetskurser.

Knuselskelige, realistiske ungdomskarakterer

SKAM har da også udmærket sig på utallige måder. Den roses bl.a. for sin uprætentiøse tilgang til moderne temaer og aktuelle problemstillinger. Seriens jordnære, realistiske dialog, der på rammende vis fanger ungdommens jargon uden at tale ned til publikum, tilsat de knuselskelige karakterer, som man følger intenst på skift i hver sæson, og ikke mindst den fremragende brug af understøttende musik.

Forløsning!

Så der er ikke noget at sige til, at seriens sæson 4 har været længe ventet. Spekulationerne har især gået på, hvilken karakter vi nu skal følge. Og nu er forløsningen her så, da holdet bag serien, helt uden optakt, har sluppet traileren og annonceret hovedkarakteren i samme vending.

I denne sæson kommer vi til at følge Sana som fluen på væggen. Sana har været en fast del af SKAM-entouragen fra allerførste sæson og er af fans især elsket for sin umiddelbare hårde attitude og imponerende talegaver, men under overfladen er hun nok en af seriens mest kærlige personligheder, der altid er den første til at spotte, hvis de andre mistrives. I de tre forrige sæsoner har Sana fungeret som gruppens klippe, så nu bliver det interessant at finde ud af, hvilke kampe hun selv går og kæmper med. Det er nemlig ikke meget, vi i løbet af serien har fået at vide om Sanas familie- eller privatliv. Men som hun selv formulerer det i 3. afsnit af første sæson: ’Jeg er en muslimsk pige i et vantro land. Jeg er den allerstørste taber her’ - så mon ikke at der er flere problematikker at tage af.

Se NRK3 i Danmark

Selvom mange fans har begrædt, at NRK desværre har måtte blokere for danske seere ved hjælp af såkaldt geoblocking, så er der gode nyheder. NRK3 er nemlig nu at finde i flere danske tv-udbyderes kanaludvalg. Hvis du er i tvivl, om du kan tage kanalen, så kan du tage kontakt til din tv-udbyder og forhøre dig.

Så tune ind på tv-kanalen NRK3 hver fredag kl. 20.25 og følg med i strabadser og konflikter på det osloske gymnasium Hartvig Nissens Skole endnu engang. Det bliver garanteret dritkult!


FOTO: SKAM / NRK

Læs også 'Skam' et moderne generationsportræt her.

Galleri

  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM
  • © NRK / SKAM