31
×

Følg med i det tyske valg – live på valgaftenen!

Skrevet d. 12. september af Anne Kristensen

© ZDF

Der står meget på spil, når det d. 24. september bliver afgjort hvem, der skal være Tysklands kansler den næste valgperiode.

Vil ’Mutti’ Merkel fra det kristent-konservative parti CDU blive genvalgt til posten eller vil SPD-topkandidaten, formanden for det tyske socialdemokratiske parti, Martin Schulz vippe hende af pinden?

Uanset hvad der kommer til at ske for Tyskland, vil det have en afgørende indflydelse på Danmark og Europa. Det tyske valg er også vores valg, og nu har du muligheden for at følge valgaftenen, mens det sker, på tv-kanalen ZDF.

Valgprogrammerne sendes nemlig live og med danske undertekster. Det bliver kulminationen på en årelang valgkamp direkte fra valgstudiet i Berlin, helt fra de første valgprognoser til det endelige resultat ligger klart.

Følg med på ZDF

Programrækken med danske live-undertekster på ZDF starter kl. 17.10, hvor der sendes direkte fra valgstudiet i Berlins centrum. Her guides seerne gennem den spændingsfyldte valgaften, og en lang række eksperter er gæster i studiet, for at gøre os klogere på kandidaterne, deres politik, på valgets vigtige emner og for at analysere de foreløbige valgresultater.

Kl. 18:00 vil den første valgprognose ligge klar og skitsere et muligt billede af resultatet.
Kl. 20:15 inviteres repræsentanter fra de forskellige partier i studiet til den såkaldte ”Berlinerrunde”, hvor de sammen med chefredaktør for ZDF Peter Frey og chefredaktør for ARD Rainald Becker skal diskutere valget og dets mulige udfald. Valgresultaterne opgøres og opdateres løbende hele aftenen indtil afgørelsens øjeblik.

Disse programmer kan du se live med danske undertekster på ZDF d. 24. september:
Kl. 17:10 - 19.00: Valg 2017: Forbundsdagsvalg 2017 med Bettina Schausten
Kl. 19:30 - 20.15: Valg 2017: Forbundsdagsvalg 2017 med Bettina Schausten
Kl. 20:15 - 21.15: Valg 2017: Berlin-runde
Kl. 21:15 - 21.45: Valg 2017: Forbundsdagsvalg 2017 med Bettina Schausten

Reinald Becker (T.v) og Peter Frey (T.H.) styrer debatten under berlinerrunden. © zdf 

Valgfest på Københavns Universitet

Du kan blive meget klogere på valget, når vi på valgdagen fra kl. 14.15 – 18.45 inviterer til valgfest i Københavns Universitets Festsal og gård – Lindegården ”Unter den Linden”, hvor der vil være masser af levende debat og musik, forventningsfuld stemning og exitpolls livetransmitteret fra Berlin. 
I Festsalen vil du kunne møde forskere, journalister og andre Tysklandskendere, mens vi nærmer os de første resultater. Mød blandt andre:

  • Chefredaktør Martin Krasnik, Weekendavisen
  • Radiovært Torben Steno, Radio 24syv.
  • Tidl. chefredaktør Siegfried Matlok
  • Professor, Marlene Wind, Københavns Universitet
  • Professor MSO Christian Benne, Københavns Universitet

Ordstyrer gennem dagens program er Poul Scheuer, redaktør af tysklandheute.dk.

Bandet Haus der Jugend spiller i Lindegården, hvor man også kan nyde fadøl og grillpølser Unter den Linden.

Hvis du ønsker at være en del af den tyske valgfest, så kan du tilmelde dig via dette link http://event.ku.dk/tyskland-stemmer/.

OBS. Billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet.
 
Vel mødt, og godt valg!