31
×
17. maj fejring ved Stortinget

Gratulerer med dagen, Norge!

Skrevet d. 16 maj 2017 af Anne Kristensen

© Petter Hebæk/Flickr

Traditionen tro fejrer nordmændene med pomp og pragt Norges nationaldag d. 17. maj for at hylde landets selvstændighed, der trådte i kraft med underskrivelsen af den norske grundlov i 1814. Også herhjemme samles både nordmænd og danskere i de større byer for at fejre dagen med taler, sang, optog og sociale aktiviteter for både børn og voksne, unge og ældre.

Da Norge i 1814 blev et selvstændigt rige uafhængigt af kongedømmet Danmark, var det en festdag og en milepæl for det norske folk. Endelig var de ét samlet rige, og det norske folk kunne med stolthed kalde sig nordmænd i eget land.

Norges selvstændighed

I 1814 afstod den danske konge, Frederik d. 6, Norge til Sverige. Samtidigt lod han den norske statholder, en dansk Prins ved navn Kristian Frederik, løse det norske folk for deres troskabsed til Danmark. Det førte til, at Prins Kristian lod en række folkevalgte repræsentanter afgøre Norges fremtid, og hermed var det frie valg indført i hele landet.

Den 17. maj 1814 mødtes de folkevalgte repræsentanter i den norske rigsforsamling og slog et slag for Norges uafhængighed og vedtog landets første frie forfatning – Eidsvoll-forfatningen, opkaldt efter den bygning, mødet blev holdt i. Samme dag valgte man Prins Kristian Frederik som Norges nye regent.

Siden den skæbnesvangre dag har man i Norge hvert år fejret og hyldet sin første grundlov som frit og selvstændigt land efter godt 400 år under den danske enevælde.

17. maj fejring

©Stortinget/Flickr

En dansk 17. maj

Herhjemme i Danmark går den norske festdag ikke uset hen. Flere steder i Danmark vil både nordmænd og ikke-nordmænd nemlig samles for at markere og fejre vores nabolands selvstændighed.

I København vil festlighederne finde sted i og omkring den norske sømandskirke på Amager, hvor dagen starter kl. 08 med flaghejsning, kaffe og kringle, efterfulgt af kranspålæggelse og tale ved Maja Fornebo, leder af ANSA - organisationen for norske studenter i udlandet. Herefter er der festgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke, hvor Tivoli Garden bagefter leder de deltagende til Sømandskirken i et samlet folkeoptog. Her vil der resten af dagen være folkefest med mad, sang, leg for børnene og taler ved Norges ambassadør Ingvard Havnen og generalsekretær i Nordisk Ministerråd Dagfinn Høybråten.

I Aarhus står ANSA for 17. maj-fejringen, som skydes i gang med flaghejsning foran Rådhuset kl. 08. Herefter er der fælles 17. maj-morgenmad på Globen Flakket. Om eftermiddagen fortsætter aktiviteterne i Botanisk Have, der munder ud i et folkeoptog tilbage til Rådhuset. Efterfølgende er der middag og fest resten af aftenen på restaurant og natklub Castenskiold.

Også fynboerne kan deltage i 17. maj-fejringen i Odense, hvor ANSA igen har arrangeret dagens aktiviteter, der starter kl. 15 med folkeoptog fra Flakhaven. Kl. 18.30 samles man på WP25, hvor der vil være mad, taler, sang, leg, lodsalg og præmieuddeling.

Udover København, Aarhus og Odense er der også arrangeret aktiviteter i både Herning, Ålborg og Nykøbing Falster.

Du kan læse mere om programmet for de danske 17. maj-fejringer på den norske ambassades hjemmeside.

17. maj fejring på NRK
©NRK1/Gratulerer med dagen! - Høydepunkter fra dagen
Også Nabolandskanalerne fejrer dagen, på NRK1 kan du nemlig følge med i festlighedernes gang allerede fra kl. 7.50 med norske flag, folkedragter, børneoptog og hilsener fra den norske kongefamilie. Kl. 19.30 samme aften genopliver NRK1 fejringen og samler højdepunkter fra dagens fejring i hele landet.