31
×
Delhis smukkeste hænder

Kærlighed og midtlivskrise i New Delhis gader

Skrevet d. 19 december 2016 af Sebastian Sharif

© SVT/Delhis vackraste händer

Hannes Holm er manden bag en af sidste års største svenske filmsucceser, 'En mand der hedder Ove', der blev set af næsten 1,5 millioner svenskere. Nu er han tilbage med en ny mini-serie på SVT, 'Delhis smukkeste hænder', der tager en midaldrende, fraskilt mand på en rejse til Indien for at genfinde fodfæstet i livet.
 
Göran Borg er dybt nede i kulkælderen. Hans kone har forladt ham for en ny, rig mand, hans børn vil ikke se ham og han er pludselig blevet fyret fra sit arbejde i et kommunikationsfirma. Lige som hans midtlivskrise har ramt et lavpunkt, bliver han narret med på en tur til Indien af sin egocentriske ven.

Her bliver han dog forladt på et hotelværelse med en slem omgang rejsediarré. Alt sortnes og han er overbevist om, at han skal dø. Men så kommer hans redning i form af en indisk mand, der kalder sig Yogi, og rejsen tager en uventet drejning.

Delhis smukkeste hænder

© SVT/Delhis vackraste händer

Første tv-serie i 16 år

Serien, der er baseret på Michael Bergstrands bestseller af samme navn fra 2012, er Hannes Holms første tv-serie i hele 16 år. Men han kommer ikke helt grøn til opgaven – han står nemlig bag en perlerække af svenske succesfilm, der har ramt biograflærredet de seneste mange år.
 
Senest har han instrueret ”En mand der hedder Ove”, om den gamle, nidkære mand, Ove, der terroriserer et svensk nabolag, men også gemmer på en tragisk fortid. En bragende succes, der blev set af næsten 1,5 millioner svenskere og vandt 3 statuetter ved det prestigefyldte svenske filmprisshow, Guldbaggen.

Delhis smukkeste hænder

© SVT/Delhis vackraste händer

Svensk tv kan mere end krimier

Med 'Delhis smukkeste hænder' håber Hannes Holm på at kunne fortælle en anderledes historie end den, som man normalt kender fra svensk tv. ”I Sverige er vi rigtig gode til film noir og krimier, men det bliver kedeligt i længden. Her er noget anderledes”, siger han.

Derfor har han nu taget fat i filmatiseringen af Bergstrands succesroman, der i sin essens er en romantisk komedie med modne mennesker, men samtidig også indeholder en tilpas skæv historie, som mange kan relatere til. ’Delhis smukkeste hænder’ ”vil definitivt skille sig ud fra de nuværende tv-tilbud”, lover Holm.
 
Miniserien har premiere på SVT1 søndag d. 1. januar 2017 kl. 21.00 og sendes i tre afsnit med danske undertekster. Læs mere om premiereafsnittet her.