31
×
Kompagni Orheim

Kompagni Orheim

Skrevet d. 6 april 2017 af Sebastian Sharif

© NRK/Kompagni Orheim

Baseret på en bestseller
’Kompagni Orheim’ er en norsk spillefilm fra 2012, der baserer sig på Tore Renbergs roman fra 2005. Renberg skrev også manuskriptet, og han er ikke hvem som helst: Han er nemlig en af Norges bedst sælgende og mest roste forfattere.

Renberg startede oprindeligt med at skrive mere smal, eksperimenterende litteratur, men fik sit folkelige gennembrud med romanen ’Manden, som elskede Yngve’, som kronologisk er en efterfølger til ’Kompagni Orheim’, men udkom først, i 2003, og senere, i 2008, blev filmatiseret.

’Kompagni Orheim’ er altså det, man populært kalder en prequel, en forhistorie, i film-trilogien om Jarle Klepp, der også tæller ’Manden som elskede Yngve’ og ’Jeg rejser alene’, der, for at gøre det endnu mere forvirrende, er baseret på romanen med et helt andet navn, ’Charlotte Isabel Hansen’ fra 2008.

Kompagni Orheim
 Foto: Kompagni Orheim / NRK3


En følsom teenager og en alkoholiseret far
Trilogien foregår i Renbergs hjemstavn Stavanger og er delvist autobiografisk.
Her følger vi Jarle Klepps udvikling fra teenager til voksen.

’Kompagni Orheim’ tager afsæt i 1980’erne, hvor Jarle stadig er teenager. Her kæmper han og hans forældre med at få familielivet til at hænge sammen.

Som følsom teenager søger Jarle tilflugt i musik, politik og piger. Men at gøre oprør mod faderen er stadig vanskeligt. Faderen er nemlig alkoholiker, og hans alkoholisme bliver kun værre.

Kompagni Orheim
Foto: Kompagni Orheim / NRK3 

Folkeligt fænomen
I dag er Jarle Klepp som figur kendt og elsket bredt i Norge, og det er blevet til i alt 5 bøger om ham.

Filmene er også nationale succeser, og ’Kompagni Orheim’ blev, da den udkom, kåret til bedste nordiske film på filmfestivalen i Gøteborg, og blev desuden en af Norges mulige Oscar-kandidat.

Der er altså al god grund til at tune ind på NRK3 og se et velspillet familiedrama og norsk filmkunst i verdensklasse.