31
×

Midsommar – en af Sveriges største festdage!

Skrevet d. 21 juni 2017 af Anne Kristensen

© Guillaume Baviere / FLICKR

Midsommer er en af de største og mest traditionsrige højtider i Sverige. Rundt om i hele landet samles folk for at fejre de lyse nætter efter en mørk vintertid. Selvom den svenske festaften i år falder på samme dato som Skt. Hans, er der også mulighed for at komme med til og tæt på den svenske højtid herhjemme.

I år fejrer svenskerne midsommeraften den 23. juni – samme dato som vi herhjemme fejrer sankthansaften. Der er da også flere paralleller mellem den svenske Midsommarfirande og Sankt Hans. Midsommer har dog mere betydelig karakter som højtid i Sverige, hvor traditionerne er langt flere og fejres i et større omfang.

I Sverige bliver midsommer hvert år fejret i den weekend, der ligger tættest på sommersolhvervet den 21. juni – det vil sige den fredag, der ligger imellem den 20. og 26. juni. Fejringsdagen varierer altså fra år til år.

Både Midsommer og Sankt Hans har dog det til fælles, at de begge hidrører fra en gammel kirkelig tradition, hvor man fejrer Johannes Døberens fødsel, der er fastsat til den 24. juni - 6 måneder før Jesu fødsel i december.

Mange af traditionerne går helt tilbage til det hedenske og førkristne, hvor man markerede både vinter- og sommersolhvervet med en fest. Både Sankt Hans og den svenske Midsommer markerer sommersolhvervet, som er den 21. juni – årets længste dag – med en fest for de lange dage og lyse nætter.

© Guillaume Baviere / FLICKR

Majstang, blomsterkranse og brændevin

Selvom de to mærkedage minder om hinanden i deres oprindelse, er den svenske fejring af midsommeren markant anderledes end den danske sankthansaften.

Den svenske midsommerfest er en langt større og mere traditionsrig folkefest med masser af musik, sang, dans og mad, hvor man nyder den lange, lyse dag og aften. Midsommarafton, som svenskerne kalder den festlige aften, er ikke en officiel helligdag i Sverige. Det er til gengæld midsommerdagen, den efterfølgende dag – sikkert til manges glæde, da snaps er en vigtig og traditionel bestanddel af festen.

I centrum for festlighederne er majstangen, omdrejningspunktet for dans og sang i løbet aftenen. Rundt omkring i Sverige kan man se disse store, smukke og imponerende udpyntede majstænger, som hejses midsommeraftensdag, og som mange steder bliver stående hele året, indtil en ny skal hejses.

Majstangen er en høj pæl, faktisk et kors, der er belagt med løv og pyntet med blomster. At den hedder »maj-stang« refererer ikke til måneden maj, men til at stangen ”majes ud”, hvilket betyder at den dækkes eller udsmykkes med løv – også herfra kommer betydningen bag månedsnavnet ”maj”.

Typisk mødes man om morgenen på midsommeraftensdag og pynter majstangen med blomster og grene. Om eftermiddagen rejses stangen, så den står klar til at blive danset omkring om aftenen. Hejsningen af stangen er starten på festlighederne, der langsomt tager til og intensiveres resten af dagen og aftenen, og som ofte ender ud i en stor fest. Mange steder er folk desuden iklædt den svenske nationaldragt, som understreger det dybt traditionsbundne og nationale ved festaftenen.

Generelt er midsommerfesten en blomsterrig, spirende og frodig fest for svenskerne, der også ynder at flette blomsterkranse, som de bærer på hovederne om aftenen. En gammel tradition hævder tilmed, at hvis en ung ugift pige lægger blomster, som hun i stilhed har plukket, under sin hovedpude på midsommernatten, vil hun i sine drømme se den mand, hun bliver gift med.

Der bliver, som ved så mange andre højtider, også spist og drukket en hel del ved midsommerfesterne. Af traditionelle måltider på bordet er blandt andet kryddersild og kartoffelsalat, jordbær med fløde og ikke mindst en masse snaps ledsaget af svenske snapseviser.

© SVT. Se med, når Niklas källner og venner fejrer midsommar på ægte svensk vis.

Midsommar i Danmark

Der er også mulighed for at opleve den svenske midsommerfest i Danmark.

Den svenske kirke i København står for en traditionsrig midsommerfejring med start i Gustavskirken den 24. juni kl. 15.00. Efterfølgende vil der være musik, sang, leg og servering af kaffe og de velkendte svenske kanelbullar ved møllen på Kastellet.

På vores svenske nabolandskanal SVT1 bliver dagen fejret, når TV-vært Niklas Källner kl. 20.00 sender underholdende live-tv. Her kan du på tæt hold opleve, hvordan svenskerne fejrer midsommer – og blive klogere på traditionen, vanerne og den svenske folkehistorie.

Inden programmet fortæller Ebbe Schön, ekspert i folkehistorie, nemlig om de svenske traditioner og historien omkring midsommerfejringen i et interview med journalisten Lena Haglund i programmet ”Varför firar vi?” kl. 19.45.