31
×

Ny overnaturlig thriller fra norsk instruktør

Skrevet d. 24 november 2017 af Anne Kristensen

© Camera Film/Thelma

Joachim Triers nye film ”Thelma” er et coming-of-age thrillerdrama, der med overnaturlige elementer skildrer den skræmmende erfaring, det kan være at blive voksen, at tabe kontrollen og at skulle finde sin egen identitet og fodfæstet i eksistensen.

Torsdag d. 30. november har den norske filminstruktør Joachim Triers nye film ”Thelma” premiere i hele landet.

Trier gjorde sig for alvor bemærket som filminstruktør med filmene ”Reprise” fra 2006, ”Oslo, August 31st” fra 2011 og ”Louder than bombs” fra 2015. Nu er han aktuel med ”Thelma”, et coming-of-age drama med overnaturlige thriller-elementer, som allerede er blevet nomineret til den prestigefyldte amerikanske Academy Award som den bedste udenlandske film.

Titelkarakteren Thelma er en ung pige, der befinder sig i overgangsfasen til at blive rigtig voksen. Hun er vokset op i et religiøst, kristent hjem med to overbeskyttende forældre, men er netop flyttet til Oslo for at starte på universitetet – et valg, som ikke begejstrer forældrene.

Thelma og Anja

©FOTO:  CAMERA FILM
Pludselig en dag mens hun sidder på universitets læsesal rammes Thelma af noget, der
ligner et epileptisk anfald. Disse anfald gentager sig, og på mærkelig vis lader de altid til at
falde sammen med mystiske begivenheder omkring hende. Langsomt begynder
hun at opdage, at hun besidder telekinesiske evner. 

Mens Thelma kæmper med at holde kontrollen og prøver at forstå, hvem hun er og hvad der sker, føler hun en stærkere og stærkere tiltrækning til en anden ung kvinde, Anja. Men forelskelsen lader til at igangsætte flere anfald, som gør den spirende forelskelse svær at håndtere for den uerfarne Thelma.

En ensom superhelt

Selvom hendes superkræfter gør Thelma ekstremt stærk og magtfuld, føler hun hverken glæde eller styrke ved det. Tværtimod: på netop dette tidspunkt hvor hun bare gerne vil passe ind og være accepteret, føler hun sig mere ensom og isoleret end nogensinde før.​

Men Thelma må acceptere sin evner, for at kunne leve med dem, uanset hvor mange
konsekvenser og besværligheder, de medfører.

Ulig de klassiske superheltefilm vi kender, er Thelma en inderlig film om de menneskelige konsekvenser af at have kræfter, der gør dig anderledes end alle andre. Konflikten er indadvendt og inderliggjort.

Med dette superheltetema skildrer Trier i sin film, hvordan overgangen fra barn til voksen er en både fremmedgørende og skræmmende periode i søgen efter identitet, kontrol og faste holdepunkter – med alt hvad det indebærer: venskaber, forelskelse og familierelationer. 

”Thelma” er en både mørk og smuk film om identitet, tro og kærlighed, der med sin foruroligende og fascinerende historie og mareridtsagtige scener vil krybe ind under huden på dig og blive der i lang tid efter.