31
×
Jordskott

Nye mysterier og et dyk ned i menneskesindets mørke

Skrevet d. 9 oktober 2017 af Sebastian Sharif

© SVT1 / JORDSKOTT

D. 15. oktober vender den svenske thrillerserie ’Jordskott’ tilbage med en ny sæson. Mystikken fra første sæson er intakt, men denne gang skal vi et dyk dybere ned i hovedkarakteren Eva Thörnblads historie.

Jordskott er tilbage

Anden sæson af Jordskott har premiere på SVT1 søndag d. 15. oktober kl. 21:00 – og sendes herefter hver søndag.  

I otte afsnit – med danske undertekster.

Jordskott – Sæson 2

Se med!

Da vi første gang blev introduceret til ’Jordskott’s univers i 2015 lignede det ved første øjekast endnu en klassisk skandinavisk nordic noir krimiserie. Vi mødte den hårdkornede, viljefaste politikvinde Eva Thörnblod, hærdet af sorg efter tabet af sin datter syv år tidligere – en karakter, der på mange måder minder om eksempelvis Sara Lund fra ’Forbrydelsen’ og Saga Norén fra ’Broen’.

Eva vendte tilbage til landsbyen Silverhöjd for at opklare en sag om en dreng, der forsvandt på samme mystiske måde som hendes egen datter. Samtidig skulle hun forholde sig til sin fars død og overtage hans store træfældning- og savværksvirksomhed. 

Men der var også noget andet, der lurede i Silverhöjds skov. En mystisk oldnordisk urkraft, var vågnet op på ny.

Eva erfarede, at forsvindingerne hang sammen med en konflikt mellem dem, der ville beskytte skoven, og dem, der var økonomisk afhængige af Evas fars virksomhed.

Eva Thörnblod fra Jordskott sæson 2

© Jordskott/Svt

Krimi møder uforklarlig mystik

'Jordskott’ viste sig altså at være alt andet end bare en krimiserie. Man møder ganske vist stadig den mørke atmosfære og rå realisme, som vi kender fra den moderne skandinaviske krimiserie, men det er krydret med uhyggefornemmelsen af det overnaturlige, hvilket giver serien et ekstra lag og omhyller plottet i en tåge af mystik. 

Serien blev da også modtaget godt, både nationalt og internationalt, hvor den har høstet stor ros for sin blanding af spændingsgenrer og har givet anledning til sammenligninger med amerikanske hitserier som ’Twin Peaks’ og ’True Detective’. Serien har dog et særligt skandinaviske præg, der blandt andet kommer til udtryk ved, at serien udforsker nordisk mytologi gennem overnaturlige elementer.

Den bygger på myter og fortællinger, som egner sig særlig godt til drama og er poetiske i sig selv

”Vi har noget specielt med den nordiske mytologi, som det er mærkeligt, at man ikke har udforsket mere, end man har. Den bygger på myter og fortællinger, som egner sig særlig godt til drama og er poetiske i sig selv”, fortæller Moa Gammel, der spiller hovedrollen som Eva Thörnblad.

Den mytologiske og mystiske verden i Jordskott sæson 2

© JORDSKOTT/SVT

Dybere ned i sindet

Mystikken fra første sæson er stadig intakt, men i anden sæson kommer vi dybere ned i sindet på hovedkarakteren Eva Thörnblad.

I sidste sæson var Eva nemlig travlt optaget med at løse gåden, klare udfordringer og undgå farerne. Det betød også, at en masse spørgsmål om hendes karakter forblev uopklarede: Hvem er Eva egentlig, og hvad er hendes historie? Alt det, bliver der rådet bod på i sæson to, lover seriens skaber Henrik Björn.

”I sæson to kommer vi rigtigt til at lære Eva at kende og forstå, hvordan hun forholder sig til alt det, der hændte hende i første sæson. Både hendes nyfundne indsigt om, at der findes noget andet derude end det, der betegnes som normalt, men også hvordan hun håndterer sit traume med sin forsvundne datter,” fortæller Björn.

Ifølge skuespiller Moa Gammel giver det Eva ”lidt flere dimensioner end blot den akutte sorg, hun var ramt af i sidste sæson”, hvilket også gjorde det sjovere for Gammel at arbejde med rollen.

Eva Thönblod og Bahar i Jordskott sæson 2

©JORDSKOTT/SVT

Fra Stockholm og tilbage igen

I anden sæson er der gået to år siden handlingen i første sæson udspillede sig. Eva Thörnblad har lagt Silverhöjd bag sig og er flyttet tilbage til Stockholm. Snart bliver hun dog involveret i en mystisk sag, der relaterer sig til hendes fortid, og Eva er tvunget til igen at konfrontere den mytologiske verden, hun ellers havde besluttet at forlade.