31
×

Sommertip: Det grønne Tyskland

Skrevet d. 3. juli af Jeppe Kejser

© Sabine Schulte

I cykelhøjde langs historiske floder

Hvert år vælger mange at tage på cykeltur langs Rhinen i Tyskland. I Danmark er vi kendte for at cykle til alle tider og alle steder, så hvorfor ikke gøre det i sommerperioden med høj sol, smuk natur og Europas tredjestørste flod strømmende ved din side?
 
Rhinen har en længde på 1320 km. Den udspringer i de schweiziske alper og løber igennem Bondesøen på grænsen mellem Schweiz, Østrig og Tyskland. Mange cykelentusiaster starter turen i den tyske by Mainz – en mere end 2000 år gammel by med vel-bevarede kirker og udgravninger helt tilbage fra romertiden. Herfra kan du cykle gennem Rhindalen, der er på UNESCO’s verdensarvsliste.

©️ Karsten Wurth
På et tidspunkt når du frem til den sagnomspundne Lorelei, en 132 meter høj og næsten lodret klippe, der knejser ved Rhinens østlige bred. Lige nedenfor indsnævres floden kraftigt. I gamle dage kunne de kraftige vindstød, strømhvirvler og klipper ofte være en dødelig kombination for skibene, der skulle passere.

Du kan følge Rhinen ned til delstaten Andernach, hvor verdens højest beliggende koldtvandsgejser har hjemme.  Gejseren i Andernach er et majestætisk springvand, der vidner om naturens mange og til tider uanede kræfter, som vi til hverdag ofte glemmer. 

Bevægelse og udsigt i ét

At opleve landskaber fra cykelhøjde giver dig direkte adgang til naturen, alt imens du får lov til at bevæge dig. Når dagens etape er gennemført, kan du med god samvittighed nyde et dejligt måltid fra det lokale køkken og et koldt glas vin fra en af de mange tyske vinmarker, der findes på ruten. Det kunne fx være i området ’Den gyldne mil’ tæt på den tyske by Remagen. Området har fået sit navn, fordi klimaet er så mildt, at grundlaget for at dyrke de lækreste frugter, grøntsager og vine er optimalt.


©️ Karsten Wurth 

Der findes mange cykelturistbureauer i Tyskland, og de er alle klar til at hjælpe med alt fra ruteplanlægning til overnatning og transport af bagage. Ejer du ikke en cykel, der er egnet til længere ture med store eller små stigninger, så er der også rig mulighed for at leje én – ofte med tilhørende cykeltaske, reparationssæt og service-hotline, hvis der er behov for hjælp.
 
Der er med andre ord ingen grund til, at din næste tur igennem Tyskland ikke skulle foregå på to hjul, måske i selskab med familien, kæresten eller gode venner? Én ting er sikkert: udsigten er med garanti et postkort værdigt.

Galleri

  • © Sebastian Unrau
  • © Rosan Harmens
  • © Roman Kraft
  • © Sabine Schulte
  • © Karsten Wurth