31
×

Stockholms kriminelle underverden åbner sig

Skrevet d. 11 januar 2017 af Sebastian Sharif

© SVT / INNAN VI DÖR

I SVT’s nye thrillerserie, ’Inden vi dør’, følger vi en stærk, principfast politikvindes efterforskning i Stockholms kriminelle underverden. Marie Richardson, kendt fra bl.a. ’Wallander’, ses i hovedrollen som efterforskeren Hanna Svensson, og hun gik et ekstra skridt i forberedelserne til rollen for at gøre den hårdkogte betjent i felten så autentisk som mulig.

At være en kompetent politibetjent kræver tårnhøj moral og en skarp retfærdighedssans. Men Hanna Svensson tager skridtet videre, da hun anholder sin egen søn for narkotikabesiddelse.

To år senere har hun fortrudt det inderligt. Hannas søn har afsonet sin fængselsstraf, men vil ikke se hende. For at gøre ondt værre forsvinder hendes elsker, bedste ven og kollega Sven. Hanna opdager, at han i al hemmelighed har efterforsket en rockerbande, og det kan være medvirkende til, at han er forsvundet.

©SVT/INNAN VI DÖR

Familien over for karrieren

Da Hanna ikke længere er på talefod med sin søn, og hendes elsker Sven er forsvundet, går det for alvor op for hende, at hun har ofret familien for karrierens skyld. Alene tilbage kaster hun sig hurtigt over en ny forbrydelse. Det viser sig nemlig, at Svens efterforskning stikkere meget dybere end som så. Sven har brugt en infiltrator, der går under navnet ”Inez”. Hanna må samle tråden op fra Sven i håbet op om at finde ham– og samtidig forhindre en brutal magtovertagelse i den kriminelle underverden i at finde sted.

©SVT/INNAN VI DÖR

Stærk kvindelig hovedrolle

I hovedrollen, som Hanna Svensson, finder vi Marie Richardson, som i dansk regi mest er kendt for at spille Maja Thysell – Kurt Wallander’s gamle politiskolekammerat og romantiske partner i den ikoniske, svenske krimiserie ’Wallander’.

Richardson er altså mere end komfortabel i rollen som politikvinde. Men rollen som Svensson krævede dog et nyt niveau af indlevelse. Denne gang er hun nemlig betjent i felten, og det placerer hende midt i de actionfyldte scener. Som en del af forberedelserne til rollen gik hun derfor til skydetræning. ”Jeg elsker alle roller, der tvinger én til at lære noget nyt, uanset om det handler om teknik eller menneskelige relationer,” udtaler hun til SVT.

Richardson insisterer også på at lave stuntene selv, så vidt det er muligt. ”Jeg vil gerne gøre alt selv - med undtagelse af at svømme i en kold sø om vinteren!”. Dermed skriver hun sig ind i en række af stærke, kvindelige hovedroller i skandinaviske krimiserier, som rummer alt fra fra Anna Pihl til Sarah Lund i ’Forbrydelsen’ og Saga Norén i ’Broen’ – for bare at nævne nogle stykker.


©SVT/INNAN VI DÖR

Succesfuldt samarbejde med tyske ZDF

’Inden vi dør’ er dog ikke udelukkende et skandinavisk foretagende. Serien er nemlig produceret i samarbejde med det tyske tv-selskab ZDF, som også sælger serien internationalt.

Og det ville ikke være første gang, at et svensk-tysk samarbejde udartede sig i en vellykket skandinavisk krimi – ZDF var nemlig også medproducenter på storsuccesser som ’Forbrydelsen’, ’Broen’ og ’Millennium’-trilogien.

”SVT og ZDF har tidligere lavet meget succesfulde samproduktioner og vi håber, at dette bliver endnu en i rækken. Vi har en god følelse for konceptet, de lovende skuespillere og det førsteklasses manuskript. Vi ser virkelig frem til at kunne vise denne serie for tv-publikummet.” siger Susanne Müller, som er indkøbs- og samproduktionschef på ZDF, i en pressemeddelse.

Gengangere fra storrost mini-serie

Blandt de centrale folk, der er involveret i ’Inden vi dør’, har flere også medvirket i den svenske mini-serie "Torka aldrig tårar utan handskar", som handler om to homoseksuelle mænd midt i AIDS-epidimien i Stockholms 1980’erne. En serie, der høstede ros i stride strømme og blev set af mere end en fjerdedel af den svenske befolkning.

Blandt gengangerne tæller førnævnte Marie Richardson, der i ’Torka…’ spillede moren til den ene homoseksuelle dreng. Men også Adam Pålsson, der flot bar hovedrollen Rasmus, er med i ’Inden vi dør’ som Hannas søn, Christian.

Ligeledes er instruktøren bag den tidligere serie, Simon Kajiser, bag roret i første afsnit af ’Inden vi dør’ – og som det oftest er med tv-serier, så er det indledende afsnit tonesættende for resten af serien.

Man kan derfor roligt forvente en tv-oplevelse i særklasse, når denne krimithriller på 10 afsnit vises på SVT1, serien kommer også rundt om temaer som stærke familiebånd, farlige forelskelser og en brutal kriminel underverden.

Serien har premiere søndag d. 15 januar kl. 21.00 på SVT1 og vises med danske undertekster.

'Inden vi dør' trailer: