31
×

Tillykke med folkets fødselsdag, Sverige!

Skrevet d. 6. juni af Stine Hamann Pedersen

© Bengt Nyman/Flickr (CC BY 2.0)

I Norge har man netop fejret sin, d. 5. juni fejrer vi vores her i Danmark. Og d. 6. juni er det vores svenske naboers tur til at råbe hurra og fejre det svenske folks og Sveriges uafhængighed på den årlige nationaldag. En dag, der først i nyere tid er blevet en landsdækkende helligdag, men hvis oprindelse kan spores tilbage til opløsningen af Kalmarunionen i 1523.

Selvom man i Sverige er langt mindre kendt for sine festligheder på landets nationaldag modsat nordmændenes traditionsrige 17. maj-fejring, går Sveriges nationaldag ikke ubemærket hen for det svenske folk. De fejrer nemlig stolt deres og landets uafhængighed d. 6. juni i de naturskønne omgivelser på Skansen, Stockholms frilandsmuseum, hvor både de kongelige og kendte optræder til fællessang og dans. Nationaldagen, der først så sent som i 2005 blev officiel helligdag og fridag for det svenske folk, har dog aner helt tilbage til d. 6. juni 1523, da den første moderne svenske kong Gustav I blev kronet.

Kong Gustav I af Sverige

Året er 1520. Stigende spændinger imellem Sverige og Danmark kulminerer, da den danske kong Christian II henretter 82 svenske adelsmænd og gejstlige på skafottet i Stockholm. En begivenhed, som senere skulle blive kendt som det Stockholmske Blodbad. For kong Christian II var henrettelserne en magtdemonstration og en forhåbning om at lægge låg på en længerevarende konflikt imellem Danmark og Sverige, hvor svenske røster havde krævet svensk uafhængighed efter godt 130 år i union med Danmark og Norge vedtaget i Kalmar under dansk herredømme i 1397.

Men det faldt ikke i god jord hos det svenske folk. Den svenske befrielseskrig var et faktum, og tre år senere – den skæbnesvangre junidag i 1523 – kunne det svenske folk krone deres Gustav Vasa til konge af et uafhængigt Sverige. Og her skulle man så tro, at Sveriges nationaldag var en realitet.

Flagets dag

Men faktisk blev Sveriges officielle nationaldag først vedtaget mange år senere nemlig i 1983. Frem til det har svenskerne dog fejret sig selv og Sverige som officielt land, på foranledning af Artur Hazelius, grundlæggeren af Stockholms Frilandsmuseum, Skansen. I 1893 tog Hazelius nemlig initiativ til ’Flagets dag’ i Stockholm, og i 1916 blev dagen vedtaget som landsdækkende festdag. I år kan svenskerne derfor markere 100-års dagen for ’Flagets dag’ og i den forstand også den svenske nationaldag.

Skansen i Stockholm

Traditionen tro fejres begivenhederne i de smukke og grønne omgivelser på Skansen, hvor mere end 15.000 publikummer kan følge med live fra plænen foran udendørsscenen, Solliden, hvor både kendte og kongelige mødes til en snak om dagen og dens betydning for det svenske folk.

Grundstenen til det moderne Sverige, som vi kender i dag, blev altså grundlagt for mere end godt 500 år siden, men en rigtig fridag og egentlig nationaldagsfejring har svenskerne først holdt inden for de seneste 100 år.

Stort tillykke med dagen Sverige!

Hvis du har lyst til at følge med i festlighederne d. 6. juni, så sender SVT1 live hele dagen fra Skansen, hvor hele herligheden starter med, at den svenske kongefamilie kører i kortege fra Stockholm Slot til Sollidenscenen.