31
×
Velkommen til Nabolandskanalerne

Velkommen til Nabolandskanalerne.dk

Skrevet d. 12. maj af Nabolandskanalerne

Velkommen til Nabolandskanalerne.dk – en ny hjemmeside, der samler alt det bedste tv, som vores nabolandskanaler byder på. Vi har samlet en tv-guide og redaktionens aktuelle tv-anbefalinger på ét sted, så du altid introduceres for vores naboers nyeste og mest fængende tv-produktioner.

Vi går også i dybden med artikler om de seneste tendenser inden for tv-verdenen og markante svenske, norske og tyske kulturbegivenheder. Her er der plads til at undersøge det særlige og rige kulturliv, som vores nabolande hver især rummer. Det er kulturliv, der både minder om og adskiller sig fra det, vi kender.

De største tv-oplevelser

Nabolandskanalerne byder dagligt på en bred vifte af underholdning og kvalitetsprogrammer i verdensklasse. Her har kreativiteten frie rammer, og produktionernes kvalitet står ikke tilbage for noget. I redaktionens anbefalinger er der lagt vægt på rørende dramaserier, storslåede naturprogrammer, nervepirrende og fængslende krimier, sansemættede madprogrammer, som får mundvandet til at løbe, overraskende dokumentarer, og kunst- og kulturprogrammer, som udfordrer både mainstream og finkultur.

På Nabolandskanalerne.dk har vi samlet tv-guiden og redaktionens tv-anbefalinger på ét sted, så du altid har mulighed for at være opdateret på de nyeste og mest fængende programmer fra vores nabolande. Det er let at gå til, også kan du endda gemme tv-programmer i din personlige kalender, så du automatisk bliver mindet om det, når det er tid til at tænde for din yndlingsserie.

Dybere ned i kulturlivet

Nabolandskanalerne.dk er også dét sted, hvor spændende tendenser fra tv- og filmverden og kulturelle begivenheder fra vores nabolande vil folde sig ud.

Her vil artikler invitere læseren dybere ned i det kulturliv, der udfolder sig på den anden side af sundet eller syd for grænsen– og som danner rammerne og er inspirationen til de mange gode tv-programmer, vi dagligt får fra vores naboer. Det kan være alt fra nye tendenser inden for Nordic noir-bølgen, til portrætter af anerkendte instruktører, reportager fra tv-prisuddelinger eller årets Nobel Pris-galla. Der er nok at tage af – vores nabolandes kultur er rig, varieret og har endnu mange skjulte hemmeligheder.

Nuancerne skaber forskellen

Vi har meget til fælles med vores naboer i Norge, Sverige og Tyskland, men der er også forskelle. For selvom vores kulturer er tæt forbundet med hinanden sprogligt, historisk, kulturelt, geografisk, politisk, samfunds- og miljømæssigt, så er der stadig mange nuanceforskelle, der ofte har en større betydning, end vi måske umiddelbart tror.

Begge dele er med til at gøre tv fra vores nabolande genkendeligt og fascinerede på én og samme tid. Her kan vi både lære om vores naboer og blive klogere på os selv.

Velkommen til nabolandskanalerne.dk – og rigtig god fornøjelse!