31
×

Verdens bedste serier er allerede i din tv-pakke

© SVT / NRK / ARD / ZDF

Tysk tv er andet end jodlende popstjerner, svensk tv er ikke bare Pippi-langstrømpe og Nordmændene har andet at byde på end slow-tv. Hvis du ikke allerede har opdaget det, så laver vores tyske, norske og svenske naboer nogle af verdens bedste serier.

Vi taler om dem, der flytter grænserne for, hvad tv-serien kan som genre, dem med de bedste skuespillere og store budgetter til storslåede produktioner, og om dem, der vinder internationale priser. Den gode nyhed er, at du allerede har adgang til serierne i din tv-pakke.

Måske har du forvildet dig forbi de første 10 kanaler på fjernbetjeningen og er blevet skræmt over at lande på en kanal, som din bedstefar engang så. Men kast lige fordommene af dig, og bliv hængende lidt. Du vil med garanti blive overrasket. Lad os spørge dig sådan her: 

Kunne du tænke dig at se serier, der vinder Emmy’er eller priser i Cannes? Eller serier, der giver både Krøniken og Matador baghjul? Eller hvad med serier, der kryber ligeså meget ind under huden på dig som Twin Peaks?  

- Svarer du ”Ja”? – så bør du unde dig selv at skrue over på de svenske, norske og tyske nabolandskanaler og blive hængende. Lad os lige give dig en forsmag på, hvorfor det vil være tiden værd: 

Nye tv-formater

Lad os bare nævne SKAM – NRK’s populære ungdomsserie, der var så nyskabende, at den ikke bare blev et kæmpe hit i norden men også i resten af verden. Læg så dertil NRK’s helt nye krimiserie Monster, der er et Nordic Noir-mysteriedrama, hvor en seriemorder er på spil i et lokalsamfund i den barske, norske natur. Serien har netop vundet prisen European Script Award for det mest nyskabende seriemanuskript! 

I det hele taget gør nordmændene sig i øjeblikket internationalt bemærket, når det gælder prisvindende tv-serier. Og her bliver vi nød til at nævne dramaserien Nobel. Fred for enhver pris, der handler om elitesoldaten Erling Riisers kamp for at etablere et normalt liv tilbage i Norge, efter at han har været udsendt til Afghanistan. Serien vant den internationale tv-pris Prix Europa i 2016 i kategorien bedste europæiske tv-miniserie og er herudover blevet nomineret til over 10 andre priser, heriblandt Prix Italia i 2016 for bedste tv-drama – og vi forstår godt hvorfor.​

’Søndag-aften kl. 20.00’-kvalitet

De største dramaserier kan stadig samle hele familien foran skærmen. Det kender vi fra Forbrydelsen, Broen og Herrens Veje herhjemme. Og sådan er det også i Sverige, når SVT1 sender Vores tid er nu – deres største dramasatsning nogensinde. Serien følger i bedste Krøniken-stil Familien Löwander og deres familierestaurant i årene efter 2. verdenskrig. I Norge fulgte halvdelen af befolkningen med i serien Mammon, der handler om en journalist, der optrævler en finansskandale af hidtil usete dimensioner. Serien var så godt skruet sammen, at den vandt en Emmy-pris for bedste drama. I Tyskland ser du store dramaer som Charite rulle over skærmen, der følger livet på det historiske hospital – der som et centrum for liv og død, også blev et arnested for mange af den moderne lægevidenskabs største opdagelser. 

Verdensmestre i krimi

Det er langtfra ’Butleren, der gjorde det’, når det kommer til de nordiske, veldrejede krimier med overraskende twist og komplekse persongallerier. På Nabolandskanalerne kan du tit og ofte finde filmatiseringer af gode krimier, fx Camilla Läckbergs og Henning Mankells. Er du vild med dramatiske thrillere der går tæt på individet, så vil du også elske en tysk miniserie som Forsvundet på ARD. Den blander effektivt elementer af krimi, familiekonflikter og coming-of-age til et troværdigt og fascinerende billede af både indbyggerne og livet i en lille by.

Også svenskerne har eksperimenteret med krimigenren i serien Jordskott, der ofte er blevet sammenlignet med Twin Peaks, og det er med god grund. Serien undersøger uhyggelige forsvindinger og uforklarlige hændelser i den svenske urskov. Så kan uhyggen godt sprede sig. 

Ingen forhindringer

Hver dag sendes der nye, spændende serier på kanalerne SVT1, SVT2, ARD, ZDF og NRK1. Det er de store public-service-kanaler, der er garant for kvalitet. Og de er allerede i din tv-pakke, så der er ingen hindringer for at finde en serie, der matcher netop din smag. Det skulle da lige være, hvis sproget afskrækker dig? Her har vi endnu en god nyhed: Der er danske undertekster på alle de bedste programmer og formater. Du kan nemt få et overblik over, hvilke programmer der sendes med danske undertekster her på siden og i vores Tv-guide

Større frihed

Mange tv-distributører gør det i dag muligt at se Nabolandskanalerne on-demand. I tv-arkivet kan du selv vælge, hvornår du vil se- eller indhente afsnit du tidligere har misset. Du kan også være heldig at finde alle afsnit af en hel serie direkte i arkivet. Bare en lille advarsel: Det kan godt være vanedannende.