31
×
Florian Silbereisen står og synger på scenen.

ARD’s adventsfest tænder endnu en gang op under julestemningen

Skrevet d. 30 november 2018 af Sebastian Sharif

© ARD / Das Adventsfest der 100.000 Lichter.

Søndag d. 2. december er det første søndag i advent – og aftenen inden, d. 1. december, er det endnu engang tid til ARD’s årlige adventsfest med den bedste pop- og schlagermusik. Julen er for alvor begyndt, de traditionsrige julemarkeder åbner, og det skal fejres med masser af lys!

Du har adventskransen klar. Brunkagerne og vaniljekransene er ved at være en fast bestanddel af kageskuffen. Julelysene har hængt udenfor i dagevis, måske endda ugevis.

Hvad mangler der, for at julen rigtigt kan begynde? En adventsfest, selvfølgelig.

Heldigvis er ARD leveringsdygtige med deres tilbagevendende ’Den store adventsfest’.

Helene Fischer har tidligere optrådt til showet. Foto © ARD/JürgensTV / Dominik Beckmann

Siden 2004 har Florian Silbereisen stået I spidsen for festen, der fejrer første adventsdag, og at de tyske julemarkeder officielt åbner!

Silbereisen tænder det første af de tusindvis af lys, der giver showet sin fulde, tyske titel – ’Das Adventsfest der 100.000 Lichter’.

Fornemme gæster

Showet gæstes hvert år af en perlerække af stjerner indenfor pop og schlager, der synger de største tyske og internationale julesange. Gennem tiden har showet fået besøg fra både Helene Fischer, Andrea Berg og Helmut Lotti.

André Rieu optræder igen i år til showet. Her i 2016. Foto ARD/JürgensTV / Dominik Beckmann

I år er ingen undtagelse: Gæstelisten tæller både superstjerne-violinisten Andre Rieu, familiebandet Kelly Family og mange flere.

Du kan læse mere i vores tv-tip her.

De tyske julemarkeder

Julemarkeder er vanvittigt populære i Tyskland, og det er der en helt særlig grund til.

Julemarkedet er nemlig oprindeligt en tysk opfindelse, en tradition, som går helt tilbage til middelalderen.

Julemarkeder er derfor vævet dybt ind i den tyske kultur, og de tyske julemarkeder anses for at være nogle af verdens bedste af sin slags.

Julemarkedet i Erfurt. Foto: Tobias Nordhausen / Flickr

Fra Nürnberg til Hamburg, Dresden til Köln, bliver torve og pladser omdannet til små vinterlandsbyer, der spreder ægte julestemning med håndlavede varer og lækker mad til salg i julehytter og boder. For ikke at tale om karusseller, forlystelser og optrædener.

I det sydlige Tyskland, i Schweiz og i Østrig holdes de katolske traditioner stadig i hævd. Her går markederne under navnet Christkindlmarkt – ”kristusbarnet-marked” – og her fejrer man markedernes åbning, ved at tilskuerne hilser på Christkind, spillet af et lokalt barn.

Derfor er julemarkedernes åbning en hel særlig og landsdækkende begivenhed, som det er blevet en tradition at fejre på national tv.