31
×
Familien Löwander og personalet samlet i restauranten.

Det storslåede tv-drama 'Vores tid er nu' er tilbage med sæson II

Skrevet d. 28 september 2018 af Rikke Heegaard Steen

© SVT

Efteråret er for alvor på vej og det er dermed blevet dramatid. SVT1 har premiere på anden sæson af den store og succesfulde familiekrønike, ’Vores tid er nu’. Dramaet i den svenske familien Löwander fortsætter, denne gang med selveste Sofie Gråbøl på rollelisten.

Sidste efterår blev vi præsenteret for den svenske dramaserie, ’Vores tid er nu’, som tog publikum med storm og blev set af over to millioner seere hver uge. Vi kan nu se frem til anden sæson, som ruller over skærmen på svenske SVT1 på mandag den 1. oktober 2018 kl. 20:00.

I ’Vores tid er nu’ følger vi familien Löwander fra Stockholm over flere årtier. Første sæson begyndte i 1945 – i første afsnit af anden sæson lander vi tidsmæssigt i december 1955.

Foto © SVT

Det er allerede afsløret, at tredje sæson præsenteres i 2019 og dækker tidsperioden 1968-1971.

Det skete i første sæson

I første sæson forsøgte Peter og hans nye kæreste Esther at få Gustav til at melde sig ud af restaurantens fællesskab. Lykkedes det mon for dem? Og hvordan reagerede Löwander-familiens overhoved, moderen Helga, på deres planer?

Nina var langt ude i et stofmisbrug, som endte med et forsøg på selvmord, og da Calle besøgte hende på hospitalet, svævede hun mellem liv og død.

Foto © SVT

Maggan blev, til alles overraskelse, stemt ind som formand for fagforeningen, og det skal vise sig at denne position, vil bane hendes vej ind i nye kredse.

Samme motiv med nye stridigheder

 
Anden sæson behandler stadig emner som kærlighed, konflikter og kogekunst. I seriens anden sæson vil nybagte kærlighedshistorier sprede sig, farlige alliancer vil blive dannet og mørke hemmeligheder vil blive afsløret.

Brødreparret Gustav og Peter er ikke blevet bedre venner, og deres forhold gennemsyres endnu af kampen om arven i form af familieforetagendet.

Foto © SVT

Nina er tilbage på livets spor, men har dog stadig kampe, som skal kæmpes. Calle står overfor en tid med nye veje og muligheder - og så dukker en person fra Maggans fortid pludselig op.

I første afsnit præsenterer Restaurant Djurgårdskällaren sit legendariske julebord, som er arrangeret af chefkokken Backes. Men under familien Löwanders egen julemiddag, som foregår i Helgas lejlighed, bliver der delt barske og uventede julegaver ud.

Sofie Gråbøl på rollelisten

I de kommende 10 episoder kan vi se frem til en genforening med medlemmerne af familien Löwander og medarbejderne på Djurgårdskällaren. Derudover bliver vi introduceret for en række nye karaktere, hvoraf den ene spilles af danske Sofie Gråbøl.

Foto © SVT

Gråbøl er bedst kendt som sin rolle som Sarah Lund i DRs store tv-serie ’Forbrydelsen’ fra 2007 og er lige nu aktuel i Lars von Trier filmen ’The House That Jack Built’. I ’Vores tid er nu’ spiller Gråbøl rollen som Henriette Vinter og er med i en række af de nye afsnit.

1955 – en milepæl i svensk historie

Manuskriptforfatterne bag seriens anden sæson er Malin Nevander, Johan Rosenlind og selvfølgelig seriens hovedforfatter Ulf Kvensler.

Om hvorfor lige årstallet 1955 er vigtigt, fortæller Kvensler, at denne tid var en milepæl for restauranthistorien. Det var nemlig her, at ’Brattsystemet’ blev afskaffet.
 
Det betød, at man nu som privatperson, gennem ’Systembolaget’, kunne købe så meget øl, vin og spiritus, som man ønskede. Tidligere havde man været nødsaget til at besøge en restaurant for at få adgang til alkohol.

Denne periode i den svenske historie var derfor kritisk for restaurationsbranchen, der var dybt afhængig af indtægten fra alkoholsalget.

Foto © SVT 

Derfor gjorde man en dyd ud af at arrangere forskellige fester og begivenheder for at tillokke gæster til sin restaurant. Om vi får sådanne arrangementer at se på familien Löwanders Djurgårdskällaren, vil vise sig i dramaseriens anden sæson.

Se med, når første afsnit af sæson 2 løber af stablen på mandag den 1. oktober kl. 20:00 på STV1.