rtl-logo 31
×
film i aften, tv i aften, ard, biograffilm, tv

Film fra det store lærred hver tirsdag på ARD

Skrevet d. 19 maj 2021 af Morten Rohde

© Fra filmen Limbo. foto: ard

Babylon Berlin-stjernen Liv Lisa Fries som pianistens store kærlighed og Berlinmurens svar på en Romeo og Julie-saga: Over seks tirsdage sender ARD store, nylige biograffilm, der har vundet både priser og sikret karrierer. Programmet overrasker i sin bredde.

Med ARD Filmdebut kan du se film fra Tysklands bedste debutterende instruktører. Det er to teatralske oplevelser per aften over seks tirsdage fra d. 25. maj til d. 6. juli.

ARD har sikret et bred udvalg af film med danske undertekster, der også bliver tilgængelige som streaming hos flere tv-udbydere.

Det er film med både kendte skuespillere, stærke plots og nyskabende kameravinkler. Se blot de fire anbefalinger her, og læs den fulde sendeplan nederst på siden.

Prelude - konkurrencen om at drømme

’Prelude’ er en film om de store ambitioners møde med virkelighedens hårde konkurrence.

I hovedrollen er den 19-årige David, der drømmer om at blive koncertpianist på verdensscenen for den klassiske kunst, og da han bliver optaget på musikkonservatoriet, bekræftes han i sin overbevisning om sine talenter.

Men blandt de mange andre dygtige konservatoriestuderende rammer virkeligheden ham alligevel hurtigt. David indser snart, at han er en dråbe i havet blot.

Pianisten david (Louis Hofmann) med sin flamme marie (liv lisa fries). Foto: ARD/Prelude

Konkurrencen om at være bedst spreder sig til privatlivet, hvor en medstuderende, Walter, bliver modstander i flere aspekter af Davids liv og selvforståelse.

Affæren med den sangstuderende Marie giver David styrke i de studerendes konstante dysten om at være bedst og om optagelse på den prestigefyldte skole i New York.

Men med voksende forventninger på alle sider af livet begynder David at miste kontrollen med sig selv.

Bag filmen er Sabrina Sarabi, der for sit svendestykke som instruktør blev nomineret på Torino Filmfestival. Foran kameraret finder vi bl.a. Liv Lisa Fries, der nok er bedst kendt for sin hovedrolle i serieklassikeren ’Babylon Berlin’, og Louis Hofmann, der herhjemme er kendt fra  'Under sandet', som han fik en Bodil for bedste birolle for og for sin rolle i sci-fi-thrilleren ’Dark’.

Louis hofmann som pianisten david. foto: ard/prelude

Foruden skuespilpræstationerne er det værd at lægge mærke til kameraskuddenes rolle i ’Prelude’. Her introduceres David med klassiske statiske vinkler, mens derouten fornemmes i de løbende vildere og vildere klip.

’Prelude’ sendes 1. juni kl. 00.35 på ARD og kan streames hos flere udbydere fra sendetidspunktet og helt frem til 5. august.
 
 
EN TUR I BIOGRAFEN? TAG TIL TYSKE FILMDAGE OG SE BL.A. 'PRELUDE'. LÆS MERE
 
 

Atlas - at vælge livets rigtige side

”Walter, en iøjnefaldende, stille person, i hvis indre der udspiller sig et omspændende drama”.

Således forklarer manuskriptforfatter og instruktør David Nawrath hovedrollen Walter, der er spillet af Rainer Bock, der er kendt fra bl.a. ’Better Call Saul’, ’Ubåden’, ’Nøgen blandt ulve’ og ’Overløberen’.

Bock, der vandt Den Tyske Skuespilpris 2019 for sin medvirken i filmen, spiller en midaldrende flyttemand i et firma, der beskæftiger sig med tvungne flytninger af lejere.

rainer bock som walter. foto: ard/altas

Walter ignorerer både smerten i sin ryg og smerten, han udsætter andre for i sit daglige arbejde med at fjerne folk fra hus og hjem.

Men da Walter en dag skal sætte en lejer på gaden, så et større lejemål kan blive solgt for profit, står han over for den søn, som han efterlod for årtier tilbage.

I stedet for at afsløre sin identitet forsøger han med andre midler at komme tættere på sin nu voksne søn og hans familie.

Hurtigt indser han, at han ikke arbejder på de godes side, og han bliver fanget mellem sine gode intentioner som far og sine forpligtelser over for chefen Grone og de uforudsigelige typer, han omgiver sig med.

Med flere priser og nomineringer i ryggen og en intens plotudvikling er ’Atlas’ en stærk thriller om at møde sin fortid og overskride sine personlige grænser.

Filmen vises d. 8. juni kl. 22.50 på ARD og kan streames hos flere udbydere fra sendetidspunktet og helt frem til 5. august.

Kopfplatzen - en afskyelig seksualitet

Og så til en af de svære.

’Kopfplatzen’ er fortællingen om indre kampe og selvhad fra en pædofil ung mands perspektiv.

Markus er 29, single og er uddannet arkitekt. Ingen i hans familie eller arbejdskreds ved, at han er pædofil. Små drenge tænder ham. Men han hader sig selv for det og kæmper mod sine fantasier hver dag.

Da den enlige mor Jessica og hendes otteårige søn en dag flytter ind ved siden af, forelsker hun sig hurtigt i den hjælpsomme og veluddannede Markus.  Også sønnen Arthur synes godt om den gode Markus og ser ham hurtigt som en faderfigur.

FOTO: ARD/KOPFPLATZEN

Men Markus frygter, at han ikke vil kunne styre sine impulser i det lange løb, og han kæmper med de voksende drifter, han føler i kroppen.

’Kopfplatzen’ er en svær film med alle mulige grunde til at fejle i kraft af det voldsomme tabu, der iscenesættes. En fremragende præstation fra Max Riemelt i hovedrollen som Markus gør den dog værd at bide mærke i.

Filmen sendes d. 15. juni. kl. 23.05 på ARD og kan streames hos flere udbydere fra sendetidspunktet og helt frem til 5. august.
 

In Niemandsland - kærlighed på Berlinmuren

Vi slutter i fortiden med et tidsbillede, de fleste af os stadig husker som baggrunden til vores yngre liv.

Vi er i juni 1990. Berlinmuren er faldet, monetærunionen og genforeningen er ved at falde på plads, og det store puslespil om gammel ejendomsret og ekspropriering er i gang.

Den 16-årige Katja fra Vestberlin og den jævnaldrende Thorben fra DDR møder hinanden nærmest på den gamle grænsedragning, og de forelsker sig snart i hinanden.

FOTO: JAN WAGNER/IN NIEMANDSLAND

Deres affære bliver problematisk, da de står på hver deres front i en uenighed mellem deres forældre, der begge mener at have retten til et hus i Kleinmachow i det nu hedengange DDR.

Kun Thorbens håndboldtræner støtter de to unges kærlighed, indtil Thorbens tillid en dag tager alvorlig skade.

Mens Tyskland nærmer sig freden og genforeningen med hastige skridt, er de unge mennesker på vej mod katastrofen.

’In Niemandsland’ er manuskriptforfatter og instruktør Florian Aigners erindring om sin egen tid som 15-årig, et tidsbillede på en magisk og i dag svunden tid.


FOTO: JAN WAGNER/IN NIEMANDSLAND
'In Niemandsland sendes d. 6. juli. kl. 23.50 på ARD og kan streames hos flere udbydere fra sendetidspunktet og helt frem til 5. august.

Fuldt program

Tirsdag d. 25. maj
22.50: Kærlighedens komponenter
00:40: Goliath96

Tirsdag d. 1. Juni
22:50: Limbo
00:35: Prelude

Tirsdag d. 8. Juni
22:50: Atlas
00:45: Easy Love

Tirdag d. 15. juni
23:05: Hovedeksplosion
00:55: Bliv ved, Sanssouci

Tirsdag d. 29. juni
22:50: Petting Statt Pershing
00:40: Ud

Tirsdag d. 6. juli
23:50: In Niemandsland
01:30: Electric Girl