Følg det tyske valg med NabolandsKanalerne

Utallige tekstede programmer og en rigtig god grund til at se med.

Skrevet d. 15 september 2021 af Morten Rohde

Hør Lykke Friis fortælle om, hvorfor vi i Danmark også bør følge med i det tyske valg.

Den 26. september afholder Tyskland valg til Forbundsdagen, og både op til, under og efter valget guider vi her på siden til de vigtigste udsendelser om den tyske valgproces. Det gør vi, fordi et tysk valg også er et vigtigt valg i Danmark.

Den sidste søndag i september går tyskerne til valg for at vælge medlemmerne til den tyske Forbundsdag.

Bl.a. skal der findes en efterfølger til posten som tysk kansler. En post, som den konservativt-kristendemokratiske CDU’er Angela Merkel har siddet på siden 2005.

I ugen, der leder op til valget, går både ZDF og ARD i dybden med dokumentarer og reportager, der viser, hvad der er på spil for tyskerne, og hvordan vindende blæser i de politiske korridorer, og på selve valgaftenen kan du naturligvis også følge resultaterne på åben skærm.

Vi bringer her ugens tv-højdepunkter om valget, og i samme ombæring kommer vi med en hurtig introduktion til valget: Hvad er på spil både for tyskerne, for europæerne og for os i Danmark.

Valg 2021: Tyskland efter valget

27. SEPTEMBER KL. 19:30 på ZDF (LIVEPROGRAM)

Hvad betyder resultatet for regeringsdannelsen?

Læs mere

Brændpunkt: Tyskland har valgt

27. SEPTEMBER KL. 20:15 PÅ ARD (LIVEPROGRAM)

Hvad vil der ske nu? Hvem skal tale med hvem? Og hvem kan få en ministerpost?

Læs mere

Hvorfor tysk valg i Danmark?

Et naturligt spørgsmål at stille er, hvorfor vi overhovedet skal gå op i det tyske valg herhjemme i Danmark. Det er der flere årsager til.

Tyskland er en af vores største handelspartnere og derudover vores nærmeste politiske stormagt.

Det betyder, at tysk politik meget hurtigt kan få indflydelse på danske forbrugere, på danske virksomheders import-eksport-tal og på dansk politik.

Det findes der mange konkrete eksempler på. To af dem kan du læse mere om lige her:

Biler og klima

Biler og klima

Et eksempel på tysk politisk indflydelse i Danmark er lovindgreb på klimaområdet, som netop er et af dette valgs store temaer.

Konkret kan f.eks. en regulering af den tyske bil- og teknologiindustri meget hurtigt få direkte konsekvenser for, hvad der i de kommende år bliver importeret af biler og teknologi fra Tyskland.

Hvordan VW Golfen ser ud om 10 eller 20 år, kan meget vel afhænge af de politiske beslutninger, der træffes i disse år i Tyskland.

Finans- og EU-politik

Finans- og EU-politik

Derudover kan det tyske valg hurtigt få indflydelse på europæisk finans- og omfordelingspolitik.

Som EU’s største medlemsland og med en nuværende kansler, der af politiske kommentatorer ofte bliver kaldt EU’s faktiske leder, er det ikke ligegyldigt, hvad tyskerne mener om EU.

Det har været tydeligt på de seneste års store spørgsmål på EU-området såsom den finansielle politik efter finanskrisen i slut-nullerne, flygtningepolitikken i 10'erne og under coronakrisen det seneste halvandet år.

Og f.eks. fremtiden for de fælleseuropæiske investeringspuljer, der fulgte i coronakrisens fodspor, kan valget af tysk kansler få stor indflydelse på.

Mennesket Merkel

28. SEPTEMBER KL. 20:15 PÅ ZDF

Hvordan kommer vi til at huske Tysklands første kanslerinde og landsmoder gennem 16 år?

Læs mere

Hvor stor magt har Forfatningsdomstolen?

29. SEPTEMBER KL. 00:15 PÅ ZDF

Har dommerne i de røde kapper for megen magt?

Læs mere

En ny Merkel eller nye mærkesager?

Det er altså ikke uvæsentligt - hverken for tyskerne eller for os i Danmark - hvem der skal overtage kanslerstolen efter Merkels 16 år som tysk leder.

Mens Merkels eget CDU stiller med en arvtager, der vil forsøge at følge kanslerindens fodspor, har også det tyske socialdemokratiske parti opstillet en kandidat, som har været meget åben om, at han ønsker at sikre samme politiske stabilitet, som Merkel er kendt for blandt tyskerne.

Det tyske klimaparti De Grønne stiller med en kandidat, der ønsker en noget anden linje end under Merkel, men som også har formået at finde popularitet blandt vælgerne.

Der er fortsat ingen klare favoritter blandt de tre kandidater til kanslerposten, og netop den kommende tids debatter og politiske sager kan få stor betydning for, hvor de afgørende tyske stemmer ender.

Derfor er de tre kandidater Armin Laschet fra CDU, Olaf Scholz fra SPD og Annalena Baerbock fra De Grønne lige nu aktive i en altafgørende valgkamp, der kredser om emner som digitalisering, klima, corona, mindsteløn, skatter og boligmangel.

Armin Laschet, CDU - "Mit Tyskland - mit Europa"

Armin Laschet, CDU - "Mit Tyskland - mit Europa"

Merkel-arvtageren fra CDU er den 60-årige Armin Laschet, der står for en videreførelse af CDU-partiets linje, men som også har bekendt sig som endnu større tilhænger af EU-samarbejdet end den i forvejen EU-orienterede Angela Merkel.

Hans mærkesager inkluderer mindre bureaukrati, en hård linje over for kriminalitet og et stærkere EU.

Olaf Scholz, SPD - "Respekt - det er min ide for vores samfund"

Olaf Scholz, SPD - "Respekt - det er min ide for vores samfund"

Kandidaten for Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, er den 63-årige Olaf Scholz, der på trods af sit partiophav har valgt at brande sig på at have samme konservative afmålthed som Merkel - med andre ord: ikke for meget slinger i valsen med mig ved roret.

Hans mærkesager inkluderer fair lønninger, et rimeligt boligmarked og kamp mod fattigdom.

Annalena Baerbock, De Grønne - "Stræb efter den bedste løsning sammen"

Annalena Baerbock, De Grønne - "Stræb efter den bedste løsning sammen"

De Grønnes kandidat er den 40-årige Annalena Baerbock, der er en politiker af nutidens klimadiskussioner. Modsat Armin og Scholz, der har positioneret sig som garanter for en fortsættelse af Merkels smult vandes politik, er Baerbock fortaler for mere radikale ændringer i tysk politik.

Baerbock og De Grønnes mærkesager inkluderer klima, økologi, menneskerettigheder og retssikkerhed.

det tyske valg, kandidaterne, ard, tysk tv i aftenTv. Armin Laschet (CDU), mf. Olaf Scholz (SPD), th. Annalena Baerbock (De Grønne). © ARD

Følg med i hele valget her på siden

I udsendelserne, vi præsenterer her på siden, kan du finde ud af meget mere om de tre kandidater og om det tyske valg.

Vi kommer løbende med opdateringer om ugens tv-højdepunkter for valgprocessen.

Med undtagelse af programmerne, der sendes live på valgdagen og dagen derpå, bliver programmerne sendt med danske undertekster.

 

God valgkamp!