rtl-logo 31
×

Håndplukkede filmperler til Tyske Filmdage

Skrevet d. 27 marts 2019 af Rikke Heegaard Steen

© Transit

I år er det tiende år i træk, Tyske Filmdage løber af stablen. En tradition, der har vist sig at være en gentagende succes. Oplev historiske dramaer, nervepirrende thrillere og sågar en Oscar-kandidat – både i Århus, Odense og København.

Tyske Filmdage 2019

Tyske Filmdage afholdes i Århus, Odense og København.

Se trailers og læs mere om filmene.

Læs mere

Vores naboland, Tyskland, er en stolt filmnation, der trækker tråde helt tilbage til stumfilmens storhedstid. Filmdagene afholdes med det formål, at hylde den tyske filmskat, og landets ​mangeårige indflydelse på den internationale filmscene.

Tyske Filmdage afholdes i år den 7.-10. april, med visninger i både København (Grand Teatret), Århus (Øst for Paradis), og for andet år i træk i Odense (Café Biografen).

Tyske Filmdage giver en unik mulighed for at se en håndfuld spektakulære tyske filmperler, som typisk ikke bliver distribueret i danske biografer.

På Tyske Filmdage er der rig mulighed for at lade sig opsluge af én eller flere af disse fremragende film. Vi har udvalgt tre højdepunkter fra programmet.

Transit

’Transit’ er skrevet og instrueret af den tidligere sølvbjørn-vindende Christian Petzold. Med afsæt i Anna Seghers roman af samme navn, har han skabt et komplekst drama om den jødiske flygtning George, der ankommer til Marseille. Georges’ bagage indeholder dokumenter fra en kommunistisk forfatter, der har taget sit eget liv.


George har brug for indrejsetilladelse, og påtager sig derfor den afdøde forfatters identitet. ’Transit’ foregår tidsligt i et flydende spændingsfelt mellem fortidens nazisme og nutidens flygtningekrise. Og så var den nomineret på dette års Berlinale. ’Transit’ vises mandag den 8. april kl. 17:30 i alle tre biografer.

Værk uden skaber (Werk ohne Autor)

Florian Henckel von Donnersmarck viser sig for første gang i den tysksprogede genre siden hans legendariske ’Das Leben der Anderen’ fra 2006. Til Tyske Filmdage vises han episke og historiske film ’Værk uden skaber’, som tager udgangspunkt i virkelige begivenheder.

I hovedrollen som den østtyske kunststuderende Kurt er tyske Tom Schilling, som vi kender fra bl.a. Tatort og fra rollen som den unge Bertolt Brecht i ARD’s dokudrama.

Kurt forelsker sig hovedkulds i sin medstuderende Ellie – men det bliver hurtigt forsøgt ødelagt af hendes far, spillet af Sebastian Kock, som vi også kender fra Donnersmarcks ’Das Leben der Anderen’. Filmen var af gode grunde blandt de sidste fem nominerede titler til årets Oscar. ’Værk uden skaber’ vises i alle tre biografer mandag den 8. april kl. 20:00.

Mackie Messer – Brechts Dreigroschenfilm

I ’Mackie Messer’ møder vi Brecht i en succesfuld periode af sin karriere. Efter premieren på sit teaterstykke ’Dreigroschenoper’ forsøger Brecht at realisere sin store kunstneriske vision om at filmatisere sine succesfulde værker. Brecht nægter imidlertid at underkaste sig filmproducenternes økonomiske begrænsninger. Som følge heraf sagsøger han et produktionsselskab, og kæmper for sin kunstneriske frihed og sit politiske ståsted.

I ’Mackie Messer’ har instruktør Joachim A. Lang skabt en metahistorie i flere lag. F.eks. består Brechts dialog i filmen af sætninger, han er citeret for i det virkelige liv. I hovedrollen som Brecht er det Lars Eidinger, som vi kender fra bl.a. Babylon Berlin. Tirsdag den 9. april kl. 18:30 præsenteres ’Mackie Messer’ i alle tre biografer.

Tyske Filmdage 2019, der som altid er arrangeret af Goethe-Institut Dänemark, Grand Teatret, Den Tyske Ambassade og Copydan Verdens TV, byder i det hele taget på et nuanceret og varieret filmrepertoire, læs hele programmet her.

Vel mødt i biograferne, vi håber at se dig!