rtl-logo 31
×
Majstang

Hvad laver svenskerne, når vi fejrer sankthans?

Skrevet d. 13 juni 2019 af Morten Rohde

© FOTO: PIXABAY

Mens vi i Danmark bygger store sankthansbål og laver hekse af gammelt tøj, fejrer svenskerne midsommer ved at danse rundt om ’majstænger’ og plukke blomster i stilhed.
 
Både den danske sankthansaften og den svenske midsommerfest sker i forbindelse med sommersolhvervet.

I Sverige og i Danmark har vi gennem mange hundrede år fejret sommeren, når den er på sit højeste.

Men hvor traditionen i Danmark er blevet til sankthans, er den i Sverige blevet til midsommerfesten, som faktisk er en national helligdag i Sverige og fejres med ganske andre traditioner end sankthans i Danmark,

Blomster, midsommerstænger og sange om frøer

I Sverige har man fejret noget, der minder om den nutidige midsommerfest, i op mod 100 år.

Siden 1952 er festen fastlagt til den lørdag, der indtræffer mellem 20. og 26. juni, og denne dag er altså national helligdag.

Festens midtpunkt er ’midsommerstangen’ eller ’majstangen’, der er et kors af træ, som beklædes med blade og blomster.

Det er også tradition at lave blomsterkranse, som man bærer på hovedet, eller at lægge syv blomstersorter under sin hovedpude. Man siger, at man ved at lægge de syv sorter under puden, når man sover, kan få ens kommende udkårne at se i sine drømme. Traditionen foreskriver dog, at blomsterne skal plukkes i stilhed, for at spådommen vil syne frem for en.

FOTO: PIXABAY

På dagen danser man rundt om midsommerstangen – med eller uden blomsterkrans på hovedet – og sangene, man synger, er blandt andet om ’små grise’ eller ’små frøer’. Dertil kommer dansene, hvor man enten vifter med sine hænder som griseører og grisehale eller hopper som en frø.

Mad og festlig stemning

Til en rigtig midsommerfest følger også den rigtige mad.

Traditionen tro er det silden, der følger med en god midsommerfest. Det kan både være en klassisk marineret sild eller i form af en sildesalat.

Silden får selskab af årstidens høst af nye friske grøntsager. Især ’färskpotatis’, som vi i Danmark nok ville kalde nye (svenske) kartofler, er eftertragtede.

Til den søde tand er det også tradition at spise nye jordbær, som jo har sæson netop i denne tid omkring sommersolhverv.

FOTO: PIXABAY

Herlighederne skal også skylles ned med både øl og vin, og hvor sankthans måske ikke er den største danske fest, er midsommerfesten virkelig en højtid, der fejres i Sverige.

Så mangler du nye traditioner, eller vil du bare pifte din sankthansaften op med lidt eksotisk, behøver du ikke spejde længere end over sundet til vores naboer i øst, hvis strålende festligheder kan få selv en midsommersol til at blegne.