31
×
Kvinder udlædt i farverige dragter

I Köln er der fest – karnevalsfest

Skrevet d. 2 februar 2018 af Eda Agzigüzel

© ARD / Rosenmontagszug

Storbyen Köln er en enorm turistattraktion. Et hav af mennesker på verdensplan strømmer til den over 2000 år gamle by, blandt andet for at besøge de mange kulturelle seværdigheder. Men der er én begivenhed, der får flere turister end alt andet til at tage turen mod det tyske: Köln karneval. En uforglemmelig weekend i februar, spækket med skæg og løjer.

Köln er en populær rejsedestination, og med sin mere end 2000-årige historie tiltrækker byen turister fra hele verden, der blandt andet kommer til byen for at se den fantastiske kunst og arkitektur.

Der er dog ét særligt tidspunkt på året, der tiltrækker flere turister end normalt. Det er som om der sker noget ved Köln fra den 8.-13. februar. Smilet bliver bredere, farverne bliver skarpere – og måske smager øllen endda bedre. Det gør den fordi Köln holder fest – Köln holder karnevalsfest. 

Akrobater i parade

© ARD / Rosenmontagszug
Forventningen ligger tyk i luften. Det er tydeligt at flere tusinde, faktisk flere millioner mennesker, har talt ned til lige netop denne weekend. Den ellers vinterkolde storby bliver vækket til live og transformeres fra europæisk kulturcentrum til et univers, hvor fantasien ingen grænser kender.

Et endeløst hav af farverige, opfindsomme kostumer oplyser byen, og folk fra alle verdens hjørner er med til den mere end 100 år gamle tradition.

Vi skal tilbage til 1700-tallet for helt at forstå, hvorfor tyskerne holder deres store karnevaller. Oprindeligt blev karnevallet i Köln holdt for at holde onde ånder væk. Overalt i de små gader og stræder iklædte beboerne sig uhyggelige masker og kostumer, og gik samlet igennem byen mens de råbte og skreg, for at skræmme de onde ånder væk. På den måde holdt de deres by fri for onde ånder.

I 1700-tallet var tanken næppe, at dette optog skulle være en morsom fest, men dét er det i særdeleshed i dag.

Her kan fantasien flyde frit

Karnevallet har på mange måder sat Köln på verdenskortet, og som nabo til tyskerne, tager mange danskere også turen mod det tyske for at feste med under denne herlige begivenhed.

Udover os danskere, pakker over en million mennesker på verdensplan deres fineste kostumer og drager afsted til karnevallet. Folk køber ofte kostumerne i god tid, og investerer store beløb i dem. For de helt inkarnerede karnevalsgæster, kan det tage op til 5 dage at forberede sit kostume til denne weekend.

Karnevallet er også en opfordring til, at lade fantasien flyde frit, til at være kreativ og opfindsom, og det er med til at gøre begivenheden helt enestående.

Marcherende vaskekoner

Hele ballet bliver skudt i gang torsdag formiddag af Kölns seje kvinder. Klædt ud som vaskekoner marcherer de langs Rhinen mod centrum. Oprindeligt måtte kvinder ikke deltage i karnevallet, det var en mandsdomineret begivenhed, der blev betragtet som uegnet for kvinder.

Meget har ændret sig siden da, og for at markerer dette, fører kvinderne nu an i optoget på karnevallets første dag. På turen ind mod centrum håner de endda byens mænd ved blandt andet at klippe deres slips af.

© ARD / Koelner
Mændene accepterer glædeligt formiddagens drillerier og forsætter festlighederne, hvor kvinderne slap. Det eneste de behøver er et instrument i den ene hånd og den lyse, lokale øl, Kölsch i den anden – og med det, er der officielt dømt fest i Kölns gader.  

Tyskerne overrasker altid

Slik, blomster og konfetti bliver kastet fra de bragende paradevogne ud til de gigantiske folkemængder. Hvert år under karnevallet bliver der kastet ca. 140 tons slik ud mod de glade gæster. Uanset om det er lokal øl eller søde sager, så er der noget for enhver smag, og dét er med til at skabe karnevallets helt særlige stemning.

Tiden går stærkt, når man har det sjovt, og lige som man troede, at karnevalet var ovre, og at tyskerne umuligt kunne have flere overraskelser gemt i ærmet, bliver de mange gæster introduceret for det sidste, men også ultimative højdepunkt under karnevallet.

De 4 festlige dage kulminerer mandag formiddag med en 7 km lang parade igennem Köln, hvor over 70 dekorerede paradevogne dominerer gaderne i 3 uforglemmelige timer.

Tyske kendisser og atleter bliver karikeret af kæmpe papmachefigurer, der bliver trukket gennem gaderne ledsaget af uniformsklædte tyskere, som spiller på alt fra xylofoner, trompeter og fløjter.

Udklædte piger