rtl-logo 31
×
Christian

’Inden vi dør’ lader krimien leve

Skrevet d. 11 oktober 2019 af Rikke Heegaard Steen

© FOTO: SVT/INDEN VI DØR

Der er gode nyheder til alle os, der ikke kan få nok af skandinavisk krimi: SVT giver os anden sæson af den populærere krimiserie ’Inden vi dør’. Marie Richardsson, også kendt fra ’Wallander’, vender tilbage som den garvede politikvinde Hanna Svensson, som kæmper med et kompliceret forhold til sin søn Christian.
 
At være en kompetent politibetjent kræver tårnhøj moral og en skarp retfærdighedssans. Og det er præcis hvad Hanna Svensson har.

Da vi sidst forlod den stærke og principfaste politikvinde Hanna Svensson, var både hun og sønnen Christian døden nær i jagten på forbryderbossen Davor Mimica og hans kriminelle netværk.

Christian blev tvunget til at flygte til udlandet, og Hanna fik til opgave at identificere den kriminelle muldvarp, der lækkede fortrolige informationer til Mimica.
 
Du kan læse om seriens første sæson i denne artikel og springe direkte til sæson 2.

FOTO: SVT/INDEN VI DØR

Familie, penge, hævn og kærlighed

Vores svenske naboer scorer endnu engang højt på krimiskalaen, når anden sæson ruller over skærmene.

Her er der nemlig dømt hårrejsende spænding og uventede situationer for seriens hovedpersoner.

Christian er stadig på flugt, og nu er Hanna og hendes kollega Björn blevet klar over, at korruptionen i politiet er meget alvorlig.

Hanna og Björn arbejder derfor intensivt på, at Christian kan vende hjem til Sverige. Det hele starter med et spor, som leder dem i en bestemt retning – meget tættere på dem selv, end de aner.

Men når Christian pludselig dukker op i Stockholm, ser Hanna kun én løsning for at sikre sin søns liv. Han må i al hemmelighed infiltrere den kriminelle kreds.

Men forholdet mellem Hanna og Christian forbliver problematisk, og da Christian får et politiskilt i hånden, tvinges han til at vælge mellem familie og penge, hævn og kærlighed.

Du kan roligt glæde dig til endnu en sæson om familien, der er splittet af kriminaliteten, og som forsøger at forene stærke familiebånd, farlige forelskelser og en brutal kriminel underverden.

FOTO: SVT/INDEN VI DØR

En megasucces

’Inden vi dør’ er faldet i god jord hos mange. I Sverige blev første sæson nemlig en øjeblikkelig publikum- og kritikersucces, da den havde premiere i foråret 2017.

Hvert afsnit blev i gennemsnit set af 1,5 millioner svenskere, og den høstede gode anmeldelser over næsten hele linjen hos de svenske medier.

Samtidig har Adam Pålsson, der spiller Hannas søn Christian, vundet den prestigefyldte svenske tv-pris Kristallen for sin rolle i serien.

Også i udlandet har serien fået en del succes, og den lægger sig op af store scandi noir-serier som 'Broen' og 'Forbrydelsen'.

Krimien lever

’Inden vi dør’ befinder sig altså inden for en lang tradition af nordiske krimiserier, og det viser sig endnu engang, at skandinaviske krimier er en liga for sig selv.

Var du vild med første sæson, vil du helt sikkert også kunne lide anden runde af ’Inden vi dør’. Det er nemlig det helt samme hold, der står bag - både på skuespillerfronten og producenterne bag, ligesom plottet fortsætter og flyder naturligt videre fra første sæson.

’Inden vi dør’ har premiere med det første ud af 8 afsnit på SVT1 den 13. oktober kl. 21:00.

Galleri