rtl-logo 31
×
Julemanden

Jul på NabolandsKanalerne

Skrevet d. 25 november 2019 af Rikke Heegaard Steen

Der er glimtende lys overalt, det er koldt udenfor, og der begynder så småt at dufte brunt og brændt. Den tilbagevendende magiske vinterstemning breder sig: Julen er i den grad over os, og NabolandsKanalerne følger med. Både SVT og NRK sender traditionen tro julekalendere, som du kan se sammen med hele familien hver dag indtil juleaften.

Med årets julekalendere kan vi garantere, at du og din familie bliver efterladt med små, bløde spor af optimal julefølelse og magisk julestemning i brystet.

Fælles for de to familievenlige julefortællinger er, at den er helt gal i Julemandens verden, og børnene i menneskeverdenen må forsøge at redde julestemningen og sørge for, at det hele bringes i orden inden den 24. december.

’Panik i nisseværkstedet’ på SVT

I årets julekalender på SVT kan du glæde dig til en magisk, morsom og fuld-fart-på julehistorie for hele familien, hvor humoren møder eventyret. Det er en vaskeægte julekalender, hvor alle børns største ønsker bliver opfyldt: sne, nisser og eventyrfølelse. 

Handlingen udspiller sig i nissernes verden, hvor vi møder Julemanden, Nissemor og deres to børn Julle og Julina.

Julefamilien bor på et magisk og hemmeligt sted på Nordpolen, hvor flere generationer af nisser har lavet legetøj og andre julegaver til menneskebørn de sidste 200 år.

Men men men… Hele den magiske nisseverden er i fare. Julemandens popularitet i menneskeverdenen er nemlig ikke, hvad den har været. Mange af børnene er ganske enkelt stoppet med at tro på Julemanden og nisser, og hvis alle stopper med at tro, vil nissernes verden forsvinde.

Sagen er nemlig den, at for hvert barn der holder op med at tro i menneskeverdenen, lyser lygten, der holder den glitrende nisseverden i live, svagere og svagere.

FOTO: SVT

Som om det ikke var nok ulykke, er Julemanden også i fare – så Nissemor og børnene må gøre alt hvad de kan for at få ham på benene igen.

Om det vil lykkes inden nisseverdenen forsvinder for evigt, kan du følge med i fra 1. december kl. 08.45 og 18.45 på SVT.  

'Snefald' på NRK

Goooodmorgen Snefald” lyder det hver morgen ud i julemandens magiske rige, Snefald, hvor julemanden Julius holder styr på alle børns juleønsker og holder fantasierne og drømmene i live.

Langt væk fra Snefald findes menneskeverdenen, hvor den forældreløse niårige Selma bor. Hendes højeste juleønske er at få en rigtig familie. Hun er i pleje hos den gamle, kedelige og grå nabokone Ruth, der hverken interesserer sig for børn eller julen.

Den 1. december skriver Selma sit juleønske i et brev til julemanden og bliver på magisk vis ført til en portal, som viser hende vejen til magiske Snefald. Almindelige mennesker kan ellers ikke finde vej, men måske er Selma i virkeligheden ikke spor almindelig? Og måske er alt i Snefald ikke helt, som det burde være.

Selma er nemlig ikke mange minutter i Snefald, før julenissen Julius forsvinder. Onde kræfter forsøger at overtage magten i Snefald, hvor mørket og mismodet spreder sig. Hvis ikke Selma og hendes venner finder Julius, forsvinder juleglæden, og værst af alt: selveste juleaften er i fare.

FOTO: NRK

Snefald er en genudsendelse fra 2016, hvor den blev vist på NRK for første gang. Snefald var nomineret til intet mindre end 8 priser ved Gullruten i 2017 og vandt tre af dem: bedst børne- og ungdomsprogram, bedste lydproduktion og bedste original musik.

I år kan du opleve Snefald som teaterstykke på Odense Teater helt ind til den 23. december. Men fra 1. december kan du følge Selma og hendes julerejse hver morgen kl. 08.40 på NRK.

Julekalender for de voksne

SVT og NRK sender også julegodter for de voksne, når 1. december inden længe indtræder.

På SVT er det den svenske journalist og dokumentarist Tom Alandh, der står for et tilbageblik i årenes mange dokumentarfilm. Se med i ’Nissens hukommelsestab’ den 1. december kl. 17.55 og læs mere om programmet i dette tv-tip. 

På NRK er der også rig mulighed for at komme i julestemning. Den norske forfatter Anne B. Ragde inviterer nemlig indenfor i hendes hjem og fortæller os om hendes juletraditioner i julespecialudgaven af ’Norge rundt’ den 1. december kl. 18.15.

Der er masser af godt og stemningsfyldt jule-tv på NabolandsKanalerne de næste mange uger. Du kan gå på jagt i vores tv-guide her.