rtl-logo 31
×
SVT / En hustlers dagbog - Serien

Kultureliten møder forstadsrødderne

Skrevet d. 3 september 2020 af Astrid Bugge

© SVT / En hustlers dagbog - Serien

Svenskerne kan det med de storslåede film, vi så det endnu en gang for et par år siden, da succesfilmen ’En hustlers dagbog’, blev udråbt til den sjoveste svenske komedie siden ’Jalla Jalla!’ og gik sin sejrsgang i biograferne. Filmen blev sådan en succes, at SVT nu præsenterer en tv-serie, der tager fat i handlingen lige der, hvor filmen slap de karismatiske hovedkarakterer.

En småkriminel gangstertype i et forstadsområde i Stockholm, med hjertet på det rette sted og lommerne fulde af gode intentioner, men også en med forkærlighed for den hurtigste vej til at tjene de gyldne summer. Som han siger: ”på 30 sekunder kan han tjene det samme som det, hans mor tjener på 30 dage”, det er så fristende, at det ikke giver mening at lade være. I hvert fald ikke for Metin, der er hovedpersonen i ’En hustlers dagbog’, den svenske biografsucces fra 2017, der nu bliver fulgt op af en serie i 8 afsnit på SVT. 

Store drømme og en autentisk stemme

Da vi møder den ugen Metin første gang, drømmer han om at blive skuespiller. Han har bare lige glemt at sætte sig ind i, hvad en monolog er og forberede en af slagsen til optagelsesprøven på statens teaterskole, og ender derfor som lidt af en fiasko. Bortset fra, at han glemmer sin lille sorte notesbog, hvor han skriver alt, hvad han oplever og alt, hvad han tænker om det ned.
 

Se serien når du vil

Husk, at flere tv-distributører tilbyder onlinestreaming eller catch up-tjenester. Undersøg, om dette gælder din distributør, hvis du vil se eller gense serien fra start til slut.

Metin bliver panisk, da han opdager, at dagbogen er væk. Tænk hvis notesbogen havner hos politiet. Det vil kunne få fatale konsekvenser for ham og hans venner. Imidlertid er notesbogen havnet hos en forlagsredaktør, der var med i teaterskolens optagelsespanel. Med stor appetit læser hun Metins dagbogsnoter og fornemmer tydeligt, at hun har opdaget den nye stjerne på Stockholms litterære himmel – et talent med en autenticitet, der sjældent er set. 

Da Metin hører nyt om sin notesbog, er det ikke fordi politiet vil anmelde ham, men fordi han bliver tilbudt en forlagskontrakt, hvis han går med til at udgive sin notesbog som litteratur. 

© FOTO: SVT / EN HUSTLERS DAGBOG 

Det tegner til lidt af et karriereskifte for Metin, men alt går langt fra efter planen. I stedet for at høste stor applaus ved bogreceptionen, bliver Metin anholdt og ryger i spjældet. Mens pengene for bogudgivelsen var på vej, så Metin sig nemlig nødsaget til at sælge et par forfalskede ure fra Kina. Og her forlader filmen ham, lige der, hvor han forlader bogreceptionen i politiets jernfaste greb. 

Efterspurgt at SVT 

Efter biografsuccesen blev instruktøren Ivica Zubac kontaktet af SVT’s dramachef Anna Croneman, som bad ham lave noget for SVT. Et år senere dukkede han så op med manuskriptet til ’En hustlers dagbog – serien’, den fritstående fortsættelse på Zubaks film. Croneman beskriver den som ”en varm historie om parallelle fællesskaber, en vanvittig og morsom komedie, anderledes end alt andet indenfor genren”.

En hustlers dagbog // Trailer

Humor som vejviser

Når Ivica Zubak og Abbe Hassan, som har instrueret tv-serien i fællesskab, bliver spurgt om humoren i serien, svarer de, at ”vi lever i en tid, hvor vi har brug for at grine mere og mærke mere varme. I Jordbro, som er den forstad, hvor serien foregår, møder vi mange sjove og lyssky karakterer, som samtidigt er imødekommende og hjertevarme. Her var idéen, at fjerne filmens mørke elementer og samtidigt løfte varmen og lyset fra dette miljø frem.” Abbe Hassan fortsætter: ”Faktum er, at humor er en god vej ind, hvis man vil sige noget om hvordan samfundet ser ud i dag og hvordan karaktererne i det fungerer”.

Ud over, at serien får os til at trække på smilebåndet i mødet med de ekstreme typer, så belyser serien også de kulturelle sammenstød, der kan opstå mellem parallelsamfund. Her mellem Stockholms kulturelite repræsenteret ved forlagsverdenen og på den anden side unge med indvandrerbaggrund i forstæderne, som har vanskeligt ved at slå ind på den retning i livet, de for alvor drømmer om. 

© FOTO: SVT / EN HUSTLERS DAGBOG 

Samtidig viser serien en livsglæde og et sammenhold, som findes i forstadsområderne, hvor karakterer har en umættelig appetit på livet og en imponerende evne til at være der for hinanden. 

Fra film til tv-serie 

Når vi genser Metin i serien, har han afsonet sin straf og er klar til at starte fromt på en frisk. Hans bog solgte knapt 200 eksemplarer og blev ikke helt den succes han og hans forlægger Puma havde drømt om. 

Tilbage i Jordbro, er der dog visse udfordringer. Metin er tvunget til at flytte tilbage til sin mor, og mangler i den grad et almindeligt job, men det er langt fra til at få. Samtidigt presser hans emsige forlægger Puma på, for at få ham til at skrive en ny bog. Men hvordan i al verden skal han gøre det uden penge, lyst og ikke mindst inspiration. Tid er der heller ikke meget af, eftersom han hele tiden skal hjælpe sin familie og sine venner med alskens småprojekter, hvoraf det nok ikke er alle, der tåler dagens lys. 

© FOTO: SVT / EN HUSTLERS DAGBOG 

Måske er det alligevel ikke så dumt at lytte til Puma, der planlægger at sælge filmrettighederne til Metins bog. Kan det være vejen til både penge og berømmelse, om ikke som forfatter, så som skuespiller? Den gamle drøm vækkes igen til live i Metin.  

Se og gense serien, når det passer dig

’En hustlers dagbog – serien’ sendes i otte afsnit og har premiere lørdag den 5. september kl. 21.00 på SVT1 og sendes de efterfølgende lørdage. Naturligvis med danske undertekster. 

Husk, at du også kan se eller gense serien, hvis du ikke kan se med fra start. Alle afsnit vil blive tilgængelige i YouSees arkiv og VOD-univers, efterhånden som de sendes i flow. Så kan du streame serien i sin fulde længde, lige når det passer dig. Mange andre tv-distributører tilbyder lignende tjenester, husk at undersøge hvad din egen distributør tilbyder.