31
×
Kaya spillet af det unge talent Andrea Berntzen

Kunsten at overføre det mest ømtålelige til det hvide lærred

Skrevet d. 1 maj 2018 af Sebastian Sharif

Den nye film ’Utøya 22. juli’ tager fat i et af de værste terrorangreb i Europa i nyere tid, angrebene i Norge d. 22. juli 2011 begået af højreekstremisten Anders Behringer Breivik. Gennem den fiktive person Kaya oplever vi begivenhederne på første hånd – panikken, kaosset og kampen for overlevelse. Men hvordan laver man en film om et så følsomt emne?

Det er lidt af en kliché at pointere, men d. 22. juli er en af de dage, hvor mange kan huske, hvad de lavede, og hvor de befandt sig. Hen af eftermiddagen, hvor mange kom hjem fra skole eller arbejde, kom nyheden om en bombesprængning i Oslo, og medierne forsøgte ihærdigt at danne sig et overblik midt i tumulten. Èn ting stod dog lysende klart: Terroren var kommet til Skandinavien.

Måbende, forvirrede og forfærdede så mange til, mens rapporterne om den grufulde massakre på øen Utøya, hvor det norske Arbeiderpartiets ungdomsafdeling havde sommerlejr, tikkede ind.

I eftermælet er det blevet til meget (selv-)granskning. Hvordan kunne et trygt og stabilt velfærdssamfund som Norge fostre en så yderliggående, politisk ekstrem mand?

Alligevel har man fra officiel side mestendels trådt meget varsomt for ikke at gøre noget, der kunne rive op i folkesjælens sår og fastholdt respekten for de pårørende. Der har været brug for tid til heling.

Derfor vakte det også enorm vrede internationalt, da Breiviks manifest i Danmark blev gjort til teaterstykket ’Manifest 2083’ i 2012. Argumenterne imod fremførelsen gik især på, at man ikke skulle ophøje Breiviks politiske overbevisninger og give ham et talerør - at man simpelthen skulle ”tie ham ihjel”.

Siden er massakren alligevel blevet behandlet i et utal af bøger, i forskning og i forskellige kunstneriske fortolkninger – mange af dem erklæret kontroversielle alene ved at behandle hændelserne for kort tid efter. Især det planlagte statsstøttede mindesmærke/kunstværk ’Mindernes sår’ skabte store protester og endte med at blive afblæst.

Den grafiske model for Jonas Dahlbergs skrottede mindesmærke 'Memory Wound'. Foto: © Jonas Dahlberg Studio.

Ikke fremstillet på denne måde før

Selvom emnet allerede er blevet diskuteret heftigt og behandlet på meget forskellig vis, er ingen fremstillinger af begivenhederne hidtil så fremtrædende og med et så stort potentielt publikum, som filmen ’Utøya 22. juli’, der får premiere d. 3. maj.

Her bliver massakren skildret i dramatisk form på det hvide lærred, og vi oplever den som fluen på væggen ved at følge en fiktiv ung kvinde.

Kaya, spillet af det unge talent Andrea Berntzen, er på ø-lejren sammen med lillesøsteren Emilie, da nyheden om bombeangrebet i Oslo når dem. Roligt kan de forsikre familien derhjemme om, at de på øen langt væk fra Oslo er i sikkerhed. Men så lyder der skud, og panikken bryder ud.


Kaya spilles af det unge talent Andrea Berntzen, der aldrig har medvirket i en film før. © Nordisk Film Distribution
De 72 minutter, som filmen varer, er præcis den tid, angrebet varede, og vi følger Kaya minut for minut, mens hun forsøger at overleve og finde lillesøsteren Emilie.

Første meldinger er positive

Med denne film stikker Erik Poppe potentielt sine grabber lukt ned i en hvepserede. Spørgsmålet er så, om nordmændene er parate til det – og om det er lykkedes ham at lave en film, der er respektfuld og fintfølende.
Hvis man skal forstå dem, som allerede har set filmen, er svaret et rungende ja. Poppe, som også stod bag den norske Oscar-udvalgte film ’Kongens valg’, er nemlig gået enormt forsigtigt og ærefuldt til værks.

I ’Utøya 22. juli’ finder man ingen uheldig glorificering af Breivik eller hans ideologi, ingen tonedøv, sensationel skildring af massakrens grusomme vold. En vigtig pointe for Poppe var nemlig ikke at give Breivik en fremtrædende rolle og ikke at skabe filmen som en klassisk tju-bang-Hollywood-thriller. Der er desuden ingen musik med i filmen, og den er skudt i et sammenhængende take.

Poppe har derimod, meldes det, skabt en film, som elegant og på autentisk vis giver os indblik i, hvordan det er at befinde sig midt i et terrorangreb; en film, som viser kampen og værdigheden hos de mennesker, der holdt panden oprejst og hovedet koldt i den livstruende, ekstreme situation.
Og hvad mere er: Filmen blev skabt i tæt dialog med flere overlevende, og man har af respekt for ofrene og deres pårørende opdigtet karakterer og enkeltoplevelser.

Det indtryk, der dannes, er af en gribende, aktuel og, tør man sige det, vigtig film i denne tid. Begivenhederne i Oslo og Utøya er blevet en vigtig del af vores samtids historie og har rystet ikke bare nordmændene, men vores samlede skandinaviske selvforståelse. Med ’Utøya 22. juli’ kan vi komme et skridt nærmere at begribe det tilsyneladende ubegribelige.

Se ’Utøya 22. juli’ i biografer landet over fra d. 3. maj.