rtl-logo 31
×
Ballon

Nabolandene mødes på Berlinalen

Skrevet d. 5 februar 2019 af Rikke Heegaard Steen

Den internationale filmfestival i Berlin, bedre kendt som ’Berlinalen’, afholdes hvert år i februar. I år løber festivalen så af stablen for 69. gang. Berlinalen betragtes som en af de vigtigste og mest prestigefyldte festivaler inden for den internationale filmindustri. Her får du et overblik over nabolandenes deltagelse på festivalen, som starter den 7. februar.

Et udstillingsvindue for den frie verden

Det var den tyske filmhistoriker, Alfred Bauer, som tilbage i 1951 grundlagde Berlinalen, og det oprindelige motto lød: ”Et udstillingsvindue for den frie verden”.

Mottoet refererede til den splittede tilstand, Europa dengang befandt sig i. Årene efter Anden Verdenskrig var ikke just gunstige tider for Europa, og opdelingen af Øst og Vest under den kolde krig havde sat sit præg på den europæiske befolkning.

Fødslen af den internationale filmfestival i Berlin i hjertet af det opdelte Europa var et forsøg på at ruske op i splittelsen. Derfor har det altid været en vigtig del af festivalen, at både Øst- og Vesteuropa er velrepræsenteret.

Som årene gik, fik festivalen mere og mere medvind, og i 1956 blev den kategoriseret som en såkaldt A-festival på linje med de højtprofilerede filmfestivaler i Cannes i Frankrig og Sundance i USA.

© rekonstruktion utøya. FOTO: Henrik Bohn Ipsen


Nabolandene repræsenteret ved årets Berlinale

Selvom festivalen er blevet anerkendt blandt de helt store, og at det ofte er glamourøse stjerner fra Hollywood, der løber af med pressens opmærksomhed, er både Danmark og vores nabolande stærkt repræsenteret blandt de over 400 film, der bliver præsenteret ved årets Berlinale.

Genremæssigt spænder produktionerne bredt, og der er rig mulighed for at udvide ens filmiske repertoire med det nyeste og mest banebrydende inden for såvel dokumentarer som eksperimenterende og kunstneriske film. Dog er det især drama- og thrillerfilm- og serier, der har indtaget de nordiske pladser til årets festival.

© ud og stjæle heste : FOTO: 4½ films

Spotlight på Norge

Hvert år har Berlinalen et såkaldt ”country in focus”. Her søger man at sætte særligt spotlight på filmindustrien og filmkunsten i et specifikt land.

Sidste år var fokus på Canada, men i år er turen kommet til vores norske naboer. Helt konkret betyder det, at der for de besøgende filmfolk vil være ekstraordinær mulighed for at møde og networke med Norske filmfolk, så de norske film forhåbentlig kan komme ud over stepperne.

Og for festivalgængerne betyder det endnu flere af Norges allerbedste filmproduktioner er at finde på programmet!

Det Norske Filminstitut er med i samarbejdet, og der er naturligvis stor glæde at spore hos nordmændene:
Jeg er meget begejstret for den her mulighed for at præsentere og promovere bade norske film og norsk kunst og kultur i det hele taget”, udtaler Norges kulturminister Trine Skei Grande.

Fra international bestseller til festivalfilm

Et godt bud på et nordisk drama i verdensklasse, er den skandinaviske co-produktion ’Ud og stjæle heste’, som har verdenspremiere på festivalen. Filmen er optaget i det bjergtagende landskab af fjeld og floder langs grænsen mellem Norge og Sverige.

© ud og stjæle heste : FOTO: 4½ films

Den norske instruktør Hans Petter Moland (som også står bag Jussi Adler Olsen filmatiseringen ’Flaskepost fra P’) har skabt et drama om kærlighed, tab, skuffelse, livslange traumer og skyldfølelser. Samtidig behandler filmen også Norges nazistiske fortid.

Filmen, der er baseret på norske Per Pettersons internationale bestseller af samme navn, er blev udvalgt til hovedkonkurrencen på dette års Berlinale, og bliver Molands fjerde film i kampen om hovedprisen ”Guldbjørnen”.

Nordiske naturtalenter

Et andet opsigtvækkende samarbejde mellem Norge, Sverige og Danmark er den gribende dokumentarfilm ’Rekonstruktion af Utøya’, som er den tredje Utøya-film, der fik premiere i 2018. I filmen følger vi Rakel, Mohammed, Jenny og Torje, der overlevede det brutale terrorangreb på den norske ø Utøya.

© rekonstruktion utøya. FOTO: Henrik Bohn Ipsen
De mødes i et tomt filmstudie i Nordnorge, hvor de i selskab med 12 andre unge over to uger, skal rejse tilbage i tiden til den 22. juli 2011. Sammen genskaber de minderne fra dagen, både for at komme videre, for at dele med os, og for at ingen nogensinde skal glemme det. Svenske Carl Javér er både manuskriptforfatter og instruktør bag dokumentarfilmen.

Tyskland er også repræsenteret

Som en tysk filmfestival, er værtslandet naturligvis også godt repræsenteret på Berlinalen.

En film, der her er værd at lægge mærke til er thrilleren ’Ballon’ instrueret af komiker, skuespiller og instruktør Michael ”Bully” Herbig, kendt for hans satiretrup ”Bullyparade”. 

Filmen udspiller sig i Østtyskland i 1979, midt i den kolde krig. To familier længes efter frihed, og de lægger en hemmelig plan: Med mod og opfindsomhed som deres bedste våben, konstruerer de en luftballon, og flyver over Berlinmuren.

Det er en gribende historie om frihed og modstand, som vi håber på, kommer i de danske biografer!