Nabolandenes særlige tv-traditioner

Læs om nabolandenes helt særlige fjernsynstraditioner i juletiden.

Skrevet d. 20 december 2017 af Sebastian Sharif

Julen er traditionernes tid – også når det gælder tv. Og vores nabolande har helt særlige tv-traditioner og årligt tilbagevendende programmer, som man samles omkring i stor stil. Læs mere om dem her.

Du har sikkert dine egne fjernsynstraditioner i julen, hvad enten det er at se ’Alene Hjemme’, ’Disneys Juleshow’ eller ’The Julekalender’ hvert evig eneste år for at komme i det helt rigtige humør. For mange er det nærmest helligbrøde at gå glip af disse årligt tilbagevendende tv-begivenheder.

På samme måde har vores nabolande det. Faktisk flyder Nabolandskanalerne i december måned over med underholdende, gåsehudsfremkaldende og hjertevarmt jule-tv, hvoraf en stor del vender tilbage år efter år.

Der er både programmer og koncepter, som vi kender herhjemme, men også indslag, der er helt unikke for nabolandene. En ting er sikkert: Der er garanti for julestemning.

Kalle Anka og den svenske juls Robin Hood

I Sverige og Norge er de ligesom i Danmark vilde med ’Disneys Juleshow: Fra alle os til alle jer’. Om eftermiddagen juleaften sidder vores med-skandinavere også klinet til skærmen for at se ’Kalle Anka och hans vänner önskar God Jul’ (Sverige) eller ’Donald Duck og vennerne hans’ (Norge).

Men der er naturligvis også tv-traditioner, som stammer direkte fra Skandinavien. En anden fast bestanddel af den skandinaviske juleaftens-tv er nemlig den svenske tegnefilm ’Karl-Bertils Jonssons Juleaften’ om den 13-årige idealistiske dreng, Karl-Bertil, der tager sagen i egen hånd for at sikre, at Stockholms fattigste får en god jul.

I Sverige stimler man også sammen, når der hvert år transmitteres afsnittet ’God jul’ fra den folkekære komedieserie ’Svensson, Svensson’ om en helt almindelig svensk familie – og en juleaften, der byder på lidt af hvert.

jul i sverige, svensson og svensson'Svenson og Svensson'. © SVT

Et væld af juleshows

Ligesom i Danmark har nabolandene også en tradition for store juleshows, hvor cremen af de respektive landes sangere, skuespillere og entertainere udfolder sig med storslåede bigbands og orkestre eller intimt fortolker juleklassikere.

jul i norge, nrk's julepartyNRK's juleparty. ©NRK

I Tyskland er det helt store show ’Helene Fischer-showet’, der har været sendt hvert år d. 25. december siden 2011. Her inviterer den folkekære tyske entertainer og popsanger Helene Fischer et overflødighedshorn af optrædende i mange forskellig genrer med på scenen.

Nabolandskanalerne ønsker også godt nytår

Men december er jo ikke kun julemåneden. D. 31. december står den på nytårs-tv, og her hører der sig tv-traditioner til – også hos vores nabolande.

Her må det som sjov fakta nævnes, at ’90-års fødselsdagen’ ikke blot er en klassiker i Danmark, men også kult i Tyskland (hvor den faktisk oprindeligt stammer fra), Sverige og Norge. Alle disse lande, og flere endnu, sender den ligeledes nytårsaften med undtagelse af Norge, hvor den bliver sendt lillejuleaften.

Vi ønsker glædelig jul!

 

NabolandsKanalerne er din tv-guide til store film og serier fra Danmarks nabolande og din guide til alt det bedste, vores nabolande har at byde på.