rtl-logo 31
×
nye serier efteråret 2021, kaltenstein. germany, tysk tv, dramaserier

Nye serier i efteråret 2021

Skrevet d. 25 juni 2021 af Morten Rohde

© FOTO: ARD/KALTENSTEIN. GERMANY

De første meldinger om, hvad vi skal se frem til i efteråret, er så småt begyndt at komme. Derfor har vi samlet tre tips til serier, som NRK, ARD og SVT har i støbeskeen. Den første kan du faktisk starte på allerede i august.

ARD forbereder en miniserie om efterkrigstidens Tyskland og om spirende forhold mellem USA og Tyskland.

På NRK er en nervepirrende true crime-serie i støbeskeen, mens SVT er klar med en ny dramaserie om hvidvask og brødbageri.

Her er tre store produktioner, som du skal se frem til i efteråret.

Vålnes-saken

D. 26 november 2011 fejrer en mand ved navn Per Vålnes 50-års fødselsdag i sit hjem i Nordnorge.

Få dage senere bliver han meldt savnet, og festen bliver det sidste sted, Per er observeret.

Hvad skete der med familiefaren, der levede på samfundets kant? Det er en forsvindingssag, som politet mente var drab, og som er endt i en langvarig efterforskning uden ende.

En sag uden gerningssted, lig eller drabsvåben, men med efterforskere, der flere gange var så sikre på, at Per blev dræbt, at de rev gulvbrædderne op i flere huse for blot at finde ingenting.

'Vålnes-saken' er en konspiratorisk true crime om en mand, der forsvandt og aldrig igen dukkede op.

Serien, der kommer i fem episoder af 40 minutter, får premiere i oktober på NRK.

FOTO: NRK

'Kaltenstein. Germany' på ARD. Sendes i 4. kvartal

Du har engang fortalt mig, at amerikanerne er vores befriere. Sådan er det også for mig. - Tyskeren Marie i 'Kaltenstein. Germany'

 
Året er 1951, og stedet er det sydvestlige Tyskland. Rheinland-Pfalz-området er efter Anden Verdenskrigs afslutning blevet til et nærmest lille Amerika.

Bondedatteren Marie har taget arbejde på den amerikanske base, efter amerikanerne har taget land fra hendes familie, og her møder hun soldaten George, der som sort amerikaner for første gang oplever faktisk frihed fra den racisme, der i hans hjemland fortsat begrænser hans muligheder.

Elisa Schlott som tyskeren Marie og Reomy D. Mpeho som den amerikanske soldat George. Foto: ARD

Mens Marie forelsker sig i George, der snart bliver hendes frigørelse fra det landlige, konservative ophav, går det modsat for hendes veninde Erika, hvis drømme om frihed forpurres af hendes katolske, konservative mor. De to verdener skilles snart fra hinanden.

Bag serien står et erfarent hold af tv-producenter, der bl.a. tæller instruktør Dror Zahavi, der står bag flere afsnit af ’Gerningsstedet’ og ’Drej 112’, og manuskriptforfatter Benjamin Braeunlich, der har skrevet episoder til bl.a. ’Professor T’.

I hovedrollen som Marie er Elisa Schlott kendt for spillefilmene ’Limbo’ og ’Goliath96’ samt for sine roller i serierne ’Skyld’ og ’Vores vidunderlige år’.

Genremæssigt ligger ‘Kaltenstein. Germany’ da også tæt op ad ’Vores vidunderlige år’ med sit afsæt i efterkrigstidens prøvelser.

Miniserien bliver af 3 x 90 minutter. Premieren er i efteråret, men er ikke nærmere fastlagt.

Amerikanerne er ankommet. Foto: ARD
 

'Deg' på SVT. Premiere 30. august

Med dramaserien ’Deg’ har SVT givet lovning på høj puls i et plot, der tæller både hvidvaskning og brødbageri.
 

Det her er et drømmeprojekt, som vi har arbejdet på i mange år. Vi ser så glade over endeligt at påbegynde indspilningen, og at 'Deg' snart kommer til at møde publikum - instruktør Levan Akin i en pressemeddelelse

 
I udkanten af Stockholm står den fraskilte mor til to Malou Sander pludselig foran 47 millioner kroner. Penge, som er gemt vejen af kriminelle efter et kup, der ikke gik helt, som det skulle.

Malou indser hurtigt, at hun er nødt til at vaske pengene hvide, hvis hun skal gøre sig nogen forhåbninger om for alvor at højne sin livskvalitet.

Helt og aldeles uvidende om hvidvask køber hun et falleret bageri og hyrer den ligeldes desperate Liana, som skal vise sig at være konen til røveren, og som ikke har nogen ide om, at det er pengene fra hendes mands kup, som er havnet i hendes nye chefs hænder.

Serien, der kommer i 8 x 45 minutter, har premiere 30. august.
 

Glæd dig til efteråret

Vi ønsker god sommer og på gensyn til efteråret.

Følg med her på siden for at få de seneste nyheder om nye serier og premieredatoer fra Danmarks nabolande.
 

NabolandsKanalerne er din tv-guide til store tv-oplevelser fra Danmarks nabolande.