rtl-logo 31
×

Sommeranbefalinger i dit feriefjernsyn

Skrevet d. 2 juli 2020 af Rikke Heegaard Steen

Sommeren er over os, og vi begynder at mærke feriestemning. Men dine tv-kanaler holder ikke sommerferie, der er nemlig masser godt sommer-tv. Her på NabolandsKanalerne vil vi gerne ønske dig en rigtig dejlig sommer og samtidig guide dig gennem nogle af sommerens allerbedste tv-programmer.

Norge, Sverige og Tyskland viser nemlig det ene skønne sommerprogram efter det andet. Og temaet er sommersang- og musik, sommerdans og gode sommerfilm.

Herunder finder du en guide til nogle af sommerens tv-programmer. Vi får muligheden for at komme med rundt i sommerlandene, når SVT og NRK rejser rundt og oplever, hvad by og land har at byde på.

’Fællessang på Skansen’ på SVT1

I forlængelse af DR’s mange fællessangsaftener i løbet af det corona-ramte forår, kan du få endnu flere fællessange lært, når SVT hver tirsdag aften kl. 20.00 inviterer til ’Fællessang på Skansen’. Hver uge er nye store artister klar til at synge for, når sommerstemningen og fællesskabet dyrkes.

FOTO: SVT
Programmet ruller helt ind til 11. august, hvor Solliden-scenen på Skansen i Stockholm vil være centrum for et hav af gode liveoptrædener som kommer omkring alt lige fra hiphop til jazz.

'Sommerbilen minut for minut' på NRK1

Vi tages med rundt i Norge, når NRK denne sommer rejser på roadtrip og seerne inviteres med på en seks ugers tur gennem Norges smukke sommerland.

Vi kan følge turen minut for minut, da alt i løbet af dagen bliver optaget og sendes samme aften.

Hver uge begynder to norske berømtheder et nyt eventyr et nyt sted i landet. I et af de senere afsnit er det bl.a. Linda Eide, kendt fra NRK's 'Sjov med sprog', der sidder bag rettet.

FOTO: NRK
Den lysegule bil bliver fulgt af en helikopter med et specielt kamera, så seerne også kan se det smukke landskab, de kører gennem.

Kom med på sommerferie-roadtrip flere gange om ugen derfra, hvor du befinder dig. I næste uge er det radiovært Tuva Fellman og journalist Ronny Brede Aase der onsdag, torsdag, fredag og lørdag overtager rettet i Tromsø, kører mod øen Sommarøy, et smut forbi øerne Senja og Andøya og afslutter deres tur i Hamarøy.

’Silje Nergaard og KORK’ på NRK1

Du kan lytte til den dejligste sommermusik, når et unikt samarbejde mellem jazzartisten Silje Nergaard, Kringkastingsorkestret (KORK) og arrangøren og orkesterdirigenten Vince Mendoza bliver til virkelighed den 10. juli på NRK1.

KORK er NRK’s pendant til DR’s underholdningsorkester, som spiller alt fra klassiske værker til jazzkoncerter.

’Silje Nergaard og KORK’ vises den 10. juli kl. 21.30 på NRK.

’Dans derhjemme’ på SVT1

Nu hvor Covid-19 gør, at vi ikke kan tage i byen og danse, kan vi heldigvis komme hinanden ved på en alternativ måde.

SVT har nemlig taget fællesskabstraditionen til et nyt niveau, når vi kan røre os og se fjernsyn samtidig med at fællesskabsfølelsen forbliver en dimension.

FOTO: SVT
I løbet af fem aftener inviteres et antal dansegrupper til at danse for dig og med dig. Lav dit eget dansegulv foran tv'et og dans med dine kære - eller du kan endda tage en svingom med dig selv.

Sommerdansen hjemme i din stue foregår den 13. juli kl. 18.30 på SVT1.

’Sommerkino im Ersten’ på ARD

Du har måske været i drive-in-biograf i løbet af coronatiden, og måske har du også set en masse gode film i fjernsynet. Det kan du roligt fortsætte med.

ARD viser nemlig en masse gode sommerfilm i løbet af sommerens mandag og tirsdag aftener. Mandag er det kl. 20.15 og på tirsdage er det kl. 22.45.

FOTO: ARD
Den 13. juli kl. 20.15 kan du fx se komedien 'Det bliver ikke grønnere, sagde gartneren og stak af' hvor den gode og garvede tyske skuespiller Elmar Wepper begiver sig ud på en vidunderlig eventyrrejse. Både hans firma og hans ægteskab hænger i en tynd tråd, og han kaster sig ud på dybt vand og opfylder en stor barnedrøm: en flyvning til Nordkapp!

Undervejs lærer han ikke kun bizarre mennesker at kende på sine mellemlandinger, men han lærer også sig selv at kende rigtig godt.

Vi ønsker alle en dejlig sommer

Der er altså en masse god musik, festlig dans og masser af god sommerstemning på de svenske, norske og tyske kanaler.

Vi ønsker jer en rigtig dejlig sommer med gode film og det allerbedste tv hele sommeren igennem.