rtl-logo 31
×

Tolvte bog i serien om den sagnomspundne Harry Hole

Skrevet d. 7 juni 2019 af Rikke Heegaard Steen

© Thron Ullberg

Norske Jo Nesbø er en af Skandinaviens førende krimiforfattere, og den 6. juni udkommer hans seneste roman - den tolvte bog i rækken om den famøse og fordrukne politiefterforsker Harry Hole: ’Kniv’.

Den anerkendte og succesfulde krimiforfatter, Jo Nesbø, har skrevet endnu en krimi i sin vellykkede og fængende romanserie.

Nesbø kombinerer endnu en gang raffineret, kompleks planlægning, voksende spænding og strålende karakterskildring med dybe etiske diskussioner, der ofte bruger bibelske fortællinger til at afspejle nutidens samfund.

Således bliver omdrejningspunktet i Nesbøs kriminalromaner både spørgsmål om forræderi, tro og hævn, samtidig med at der leveres førsteklasses underholdning til forbrydelsesfiktionens elskere.

En fordrukken antihelt

Nøglen til Nesbøs internationale succes ligger i hans meget originale, men dog alligevel helt troværdige hovedperson: Harry Hole. Han var en kultfigur allerede efter den første bog - en ægte antihelt, en umulig karakter, men som det alligevel er umuligt ikke at elske.

Han er Oslos Politis måske bedste – eller måske værste – men under alle omstændigheder mest sagnomspundne drabsefterforsker.

Harrys værste fjende er ikke forbryderne men alkoholen. Hans alkoholproblem er en bremse for hans karriere hos politiet, hvor hans overordnede af og til hellere ser hans hæl end hans tå på trods af hans gode resultater. Hole er en enspændertype, der går sine egne veje.

Selvom det altid ser kulsort ud for Harry Hole, er han en af de hovedpersoner, som man ikke kan lade vær at følge, hvis man først har stiftet bekendtskab med ham.

Komplekst og ambitiøst krimiplot

Nesbøs Harry Hole-romaner er komplekse og ambitiøse konstruktioner, hvor spændende og fremdrevne krimiplots afspejler samtidens moderne globaliserede verden.

Og hans nyeste roman i krimiserien er ingen undtagelse, ’Kniv’ samler nemlig historien op dér, hvor den foregående ’Tørst’ sluttede.

I ’Kniv’ har Harry Hole ramt bunden og er slået tilbage til start: han er blevet smidt ud af kæresten Rakel, er flyttet ind i en lejlighed en etage over sin gamle ungkarlelejlighed, og han er begyndt at drikke igen. Han vågner efter en druktur med sorte huller i hukommelsen, smurt ind i blod, der ikke er hans eget.

Det værste, der kunne ske ham, er sket. Hvad Hole endnu ikke ved, er at alt snart skal blive endnu værre. Nu står han over for jagten på en livsfarlig fjende fra fortiden – og over for sit livs største katastrofe.

FOTO:  Thron ullberg

Over 20 år med Harry Hole

I de foregående elve romaner er læseren blevet taget med på en fantastisk rejse gennem det fascinerende og stadigt voksende litterære univers. Nesbøs debutroman ’Flagermusmanden’ fra 1997, der gjorde ham til en anerkendt kriminalforfatter, er den første bog i rækken om politiefterforskeren Harry Hole.

’Tørst’, der er nummer elve i rækken, udkom i 2017, og markerede 20-års jubilæet for karakteren og serien Harry Hole. Det har således været muligt for de trofaste læsere at følge den alkoholiserede politimand i mere end 20 år og nu med den nye udgivelse i tolv bøger.

Har man ikke læst de elve forgængere til ’Kniv’, kan man heldigvis sagtens læse den uafhængigt at de andre – eller man kan glæde sig over, at man har en lang række Nesbø-krimier at gå i gang med.