SVT1 SVT2 NRK1 ZDF ARD NORGEN2 TV4 NIRD ARTE RTL
Søg
Tv-Guide Tv-Guide
Menu

Dansk skuespillerstjerne i rørende svensk familiedrama

Se traileren her

Hvis du endnu ikke har set efterårsdramaet 'Diagnoser', er der ekstra god grund til at give serien en chance. Bag fortællingen om ADHD, autisme og udredninger gemmer sig et varmt familiedrama om to mødre, der på hver deres måde forsøger at forstå deres børn og slå til som forældre. Og på rollelisten finder man flere prisvindende skuespillere.

En fortælling om familier under pres

Serien 'Diagnoser' følger to familier, hvis hverdag er præget af børn med neuropsykiatriske diagnoser. Familiedramaet kredser om de udfordringer, som opstår, når skoleliv, familierelationer og forventninger til at være gode forældre kolliderer. 

Bella er alenemor og kæmper for at hjælpe sin 12-årige søn Ludde, som har store udfordringer i skolen. Da en ADHD-udredning kommer på tale, sættes hendes forestillinger om både moderskabet og sønnens behov på prøve. 

Samtidig flytter Elliot ind i nabolaget sammen med sin mand Frank og deres to børn Majken og Otto. Elliot har stor erfaring med NPF-diagnoser i familien og ser helt anderledes på diagnoser og forældreskab end Bella. På trods af mødrenes forskelligheder udvikler de to kvinder et tæt bånd, alt imens de forsøger at få skole- og arbejdsliv til at hænge sammen.

Esben Smed og Stina Ekblad på rollelisten

I serien kan man opleve den danske skuespiller Esben Smed samt den finlandssvenske skuespiller Stina Ekblad. Stina Ekblad er kendt fra flere danske film og serier, blandt andet tv-klassikeren 'Krøniken' og det humoristiske drama 'Madklubben', mens Esben Smed har spillet med i storfilm som 'Lykke-Per' og 'Ser du månen, Daniel'. I serien indtager Esben Smed rollen som Jens, der er eksmand til Bella og far til sønnen Ludde. Både Stina Ekblad og Esben Smed tilfører dramaet et unikt dansk twist.

Diagnoser 6A9006Ba9992D

'Diagnoser' bygger på manusskriptforfatteren Jessica Ericstams idé. Hun begyndte at udvikle serien, samtidig med at hendes egen søn var i gang med en ADHD-udredning. Serien er skrevet af de tre filminstruktører Maria Nygren, Linn Gottfridsson og Jessica Ericstam. 

Derfor skal du se 'Diagnoser'

Selvom serien tager udgangspunkt i ADHD, autisme og andre diagnoser, handler den i høj grad om noget, mange af os kender til: ønsket om at forstå og hjælpe sine børn på bedst mulig vis og følelsen af ikke altid at passe ind i de rammer, som verden omkring os stiller op. 'Diagnoser' er derfor ikke kun en serie om livet med diagnoser, men også en fortælling om familier, venskab og kampen for at finde fodfæste i en til tider udfordrende verden. En rørende fortælling, som man ikke vil gå glip af at se. 

Sådan ser du 'Diagnoser' 

'Diagnoser' kan streames med danske undertekster via din tv-pakke hos YouSee, Norlys, Waoo og en række antenneforeninger. Læs mere om, hvordan du streamer her. 

Husk at følge med på nabolandskanalerne.dk for serienyheder fra Sverige, Norge og Tyskland.


Af Johanne Sommergård Koefoed