SVT1 SVT2 NRK1 ZDF ARD NORGEN2 TV4 NIRD ARTE RTL
Søg
Tv-Guide Tv-Guide
Menu

'Husdrømme' slår seerrekord - og annoncerer en trist afsked

Denne uge fejrer vi, at det populære, svenske livsstilsprogram har slået seerrekord: Årets sæson er den mest sete hidtil på SVT Play med næsten en halv million seere hver uge og endnu flere, der trofast har fulgt med, når programmet er blevet sendt i tv’et. Og det er ikke kun i Sverige men også herhjemme, at den nyeste sæson hitter - härligt! 

'Husdrømme' formår at holde sine seere klistret fast til skærmen, og det forstår vi egentlig godt. I programmet bliver vi præsenteret for utrolige, inspirerende byggeprojekter, og ærlige fortællinger om menneskerne bag – alt sammen i kærligt selskab af værten Anne Lundberg og arkitekten Gert Wingårdh. Anne Lundberg overtog værtsrollen efter Pernilla Månsson Colt i 2019, og siden da har hun været med til at hjælpe mennesker rundt omkring i Sverige med at realisere deres husdrømme. I den seneste sæson var makkerparret endda et smut forbi København, hvor de hjalp et kærestepar med at totalrenovere deres nykøbte bondehus.   

Men nu melder SVT ud, at det folkekære program kommer til at ændre sig.   

Fra og med 2028 forlader Anne Lundberg programmet som vært, og programmets format kommer til at ændre sig en smule. Værtsrollen bortfalder, og de medvirkende i 'Husdrømme' vil fremover i stedet få besøg af to eksperter: den velkendte Gert Wingårdh, som er ekspert inden for arkitektur – og en ny, ikke-offentliggjort ekspert inden for indretning.   

Dobbeltsæson i vente 

Ovenpå nyheden om Anne Lundbergs fremtidige afsked kan du som seer trøste dig med, at 'Husdrømme' byder på en dobbeltsæson i 2027! Programmet kommer til at bestå af en forårssæson på 8 afsnit efterfulgt af en efterårssæson på ligeledes 8 afsnit. Dermed er der stadigvæk rig mulighed for at nyde Anne Lundbergs varme og uhøjtidelige værtskab i disse kommende programmer. 

"Personligt tænker jeg, at det er meget trist, at forårs- og efterårssæsonen 2027 bliver mine sidste på Husdrømme. Det har været et privilegium at arbejde sammen med udlejerne og Gert Wingårdh i 9 sæsoner. Men alle programmer trænger med jævne mellemrum til en vis mængde forandring, og jeg har selv nogle nye spændende programmer, som jeg gerne vil have tid til at lave", siger Anne Lundberg i en pressemeddelelse fra SVT.   

Se den nyeste sæson af ‘Husdrømme’ 

Hele den nyeste sæson af ‘Husdrømme’ kan lige nu streames via YouSee, Norlys og Waoo og en række antenneforeninger. Læs mere om, hvordan du streamer her.