Mange af traditionerne går helt tilbage til det hedenske og førkristne, hvor man markerede både vinter- og sommersolhvervet med en fest.
Både sankthans og den svenske midsommer markerer sommersolhvervet, som er den 21. juni – årets længste dag – med en fest for de lange dage og lyse nætter.
Majstang, blomsterkranse og brændevin
Selvom de to mærkedage minder om hinanden i deres oprindelse, er den svenske fejring af midsommeren markant anderledes end den danske sankthansaften.
Den svenske midsommerfest er en langt større og mere traditionsrig folkefest med masser af musik, sang, dans og mad, hvor man nyder den lange, lyse dag og aften.
Midsommarafton, som svenskerne kalder den festlige aften, er ikke en officiel helligdag i Sverige. Det er til gengæld midsommerdagen, den efterfølgende dag – sikkert til manges glæde, da snaps er en vigtig og traditionel bestanddel af festen.
Dans om majstangen. © Pixabay
I centrum for festlighederne er majstangen, omdrejningspunktet for dans og sang i løbet aftenen.
Majstangen er en høj pæl, faktisk et kors, der er belagt med løv og pyntet med blomster. At den hedder maj-stang refererer ikke til måneden maj, men til at stangen majes ud, hvilket betyder, at den dækkes eller udsmykkes med løv.
Rundt omkring i Sverige kan man se disse store, smukke og imponerende udpyntede majstænger, som hejses midsommeraftensdag, og som mange steder bliver stående hele året, indtil en ny skal hejses.
Typisk mødes man om morgenen på midsommeraftensdag og pynter majstangen med blomster og grene. Om eftermiddagen rejses stangen, så den står klar til at blive danset omkring om aftenen.
Hejsningen af stangen er starten på festlighederne, der langsomt tager til og intensiveres resten af dagen og aftenen, som ofte ender ud i en stor fest.
Når der skal danses rundet om majstangen – med eller uden blomsterkrans på hovedet – er sangene, man synger, blandt andet dem om ’Små grise’ eller ’Små frøer’. Selve dansene går ud på, at man enten vifter med sine hænder som griseører og grisehale eller hopper som en frø.
Mange steder er folk iklædt den svenske nationaldragt, som understreger det dybt traditionsbundne og nationale ved festaftenen.
Generelt er midsommerfesten en blomsterrig, spirende og frodig fest for svenskerne, der også ynder at flette blomsterkranse, som de bærer på hovederne om aftenen.
En blomsterkrans. © Pixabay
En gammel tradition hævder tilmed, at hvis en ung ugift pige lægger blomster, som hun i stilhed har plukket, under sin hovedpude på midsommernatten, vil hun i sine drømme se den mand, hun bliver gift med.
Der bliver, som ved så mange andre højtider, også spist og drukket en hel del ved midsommerfesterne.
Af traditionelle måltider på bordet er blandt andet kryddersild og kartoffelsalat – lavet på nye svenske kartofler – jordbær med fløde og ikke mindst en masse snaps ledsaget af svenske snapseviser.
Nye svenske jordbær. © Pixabay
En anderledes aften eller en ny sankthans?
Så mangler du nye traditioner, eller vil du bare pifte din sankthansaften op med lidt eksotisk, behøver du ikke spejde længere end over sundet til vores naboer i øst, hvis strålende festligheder kan få selv en midsommersol til at blegne.
God fornøjelse, trevlig midsommar og glædelig sankthans.
NabolandsKanalerne er din tv-guide til store film og serier fra Danmarks nabolande og din guide til alt det bedste kultur, vores nabolande har at byde på.
(Denne artikel har været publiceret tidligere)