Ny, opsigtsvækkende dokumentar om det svenske kongehus

SVT-dokumentaren ’Sveriges sidste konger’, der stiller skarpt på den svenske tronfølge, har skabt røre omkring kongehuset.

Skrevet d. 6 januar 2023 af Anna West Larsen

"Carl Philip blev født som kronprins, og jeg synes fortsat, at loven ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft".

Det udtaler Sveriges Kong Carl Gustaf i den aktuelle SVT-dokumentar 'Sveriges sidste konger' og har med de ord vakt både forargelse og skabt røre omkring det svenske kongehus.

Ifølge den svenske konge er det "ganske mærkeligt", at hans søn blev frataget titlen.

Den svenske konge forklarer sig

Efter massiv kritik forklarer Kong Carl Gustaf, at udtalelsen ikke skal tolkes som en kritik af kronprinsesse Victoria. Ifølge en udtalelse udsendt af det svenske kongehus slår Kong Carl Gustaf fast, at han er stolt af kronprinsessen og hendes arbejde for Sverige.

Dokumentaren, der går i dybden med et kongehus under forandring, zoomer blandt andet ind på ændringen i den svenske tronfølgelov, der er årsagen til Kong Carl Gustaf opildnende udtalelser.

For at forstå den svenske tronfølgelov ser dokumentaren tilbage på 1980 og den grundlovsændring, der gjorde det muligt for kvinder at arve den svenske trone. Ændringen blev igangsat ved kronprinsesse Victorias fødsel i 1977, men trådte først i kraft et par år senere.

Ændringen betød, at Prins Carl Phillip, der i første omgang var tiltænkt rollen som tronarving, pludselig måtte vige pladsen for storesøsteren Victoria, der med lovændringen blev den reelle tronarving med titlen kronprinsesse.

Den opsigtsvækkende todelte dokumentar stiller skarpt på den svenske tronfølge, ændringen i grundloven og fortæller historien om de tre monarker – Gustaf V, Gustaf VI og Carl XVI. De regerede – og regerer – alle i en tid, hvor Sverige fundamentalt forandrede sig.

Dokumentaren ser tilbage på en tid, hvor demokrati, almindelig valgret og parlamentarisme endnu ikke var blevet indført i Sverige. Her var Gustav V den sidste svenske konge, der søgte politisk magt, og han deltog aktivt i at holde Sverige ude af verdenskrigene på trods af sin tyskervenlighed.

Svenske konge og tronfølgereMange forandringer er sket under Sveriges seneste monarker, og spørgsmålet er, hvad fremtiden bringer for det svenske kongehus. © SVT/Kungliga Hovstaterna

I dag har den nuværende Kong Carl XVI Gustaf slået en historisk rekord. Med 50 år som monark er han den regent i Sveriges historie, der har siddet længst på tronen.

Men Carl XVI Gustaf står altså nu til at blive efterfulgt af Kronprinsesse Victoria. Så spørgsmålet er, om vi har set Sveriges sidste konger?

Premiere på SVT1

Afsnit 1 af dokumentaren vises torsdag d. 12. januar kl. 20.00. Afsnit 2 vises torsdag d. 19. januar. kl. 20.00. Begge afsnit bliver vist på SVT1 med danske undertekster.

Husk at flere tv-distributører tilbyder onlinestreaming eller catch up-tjenester, så du kan se dokumentaren, når det passer dig.