31
×
Birgit Nilsson - stemmebånd af stål

Birgit Nilsson - stemmebånd af stål

Birgit Nilsson - stämband av stål |

  • Danske undertekster
© SVT2 / Birgit Nilsson - stämband av stål

Programbeskrivelse

I år ville Sveriges største diva gennem tiderne, Birgit Nilsson, være fyldt 100 år, og i den anledning bringer SVT en stribe programmer om hende. Den første er dokumentaren ’Birgit Nilsson - Stemmebånd af stål’.

For mange er "La Nilsson" stadig den største musikeksport, Sverige kan bryste sig af. Under sin næsten 40 år lange karriere i de allersværeste, mest krævende operaroller fik den svenske operasangerinde samtlige operahuse verden over til at kæmpe om at få hende med i en forestilling.

Hun er formentlig den bedst betale operasangerinde nogensinde og efterlod sig den største musikpris indenfor for klassisk musik, Birgit Nilsson Prisen, med en svimlende præmiesum på 1 million dollars.

Selv her et årti efter hendes død og over 40 år efter, at hun stoppede karrieren, er hun stadig et legendarisk navn ikke blot for opera-kendere men også for den brede befolkning, og regnes for en af de største stemmer i det 20. århundrede.

Beskedent ophav

Nilsson kom ellers fra en beskeden baggrund. Hun blev født i en lille skånsk landsby i 1918 og havde egentlig en fremtid som bondekone i udsigt. Hun havde alle odds imod sig: Faderen modarbejdede ihærdigt hendes karriere og hun blev mobbet af både lærere og chefer.

Men takket være sit kæmpe talent, fandenivoldskhed og arbejdsomhed blev hun i stedet det operaikon, hun er kendt som i dag.

Venner, superfans og operaeksperter

I dokumentaren møder vi nogle af de mennesker, hun omgik med, hendes familie, der blev tilbage på landet, samt superfans og andre beundrere, der kan fortælle om den indvirkning, hun har haft på dem.

Vi møder chefen for den verdensberømte Wagner-festival Bayreuth Festivalen, Eva Wagner, der fortæller om det kæmpe indtryk, Nilsson gjorde på hende som barn.

Vi møder også Rubert Reisch, der varetager Birgit Nilsson Prisen, samt nogle af Sveriges største operasangere og operaeksperter, som fortæller, hvad det er, der gjorde Birgit Nilssons stemme så speciel.