Knuste hjerter i ny svensk dramaserie

SVT's nye young adults-serie 'Det, der er tilbage' løfter traditionen efter 'SKAM' og henvender sig langt bredere end seriens egen aldersgruppe.

Skrevet d. 12 maj 2022 af Astrid Bugge

SVT’s nye ungdomsdrama ’Det, der er tilbage’ holder liv i arven efter 'SKAM' og skildrer den der helt særlige tid i livet, hvor man er aldeles fri og uden forpligtelser, på grænsen mellem ungdommen og voksenlivet. Men også tiden, hvor et knust hjerte kan betyde, at man mister ethvert holdepunkt i livet.

Den kommende serie 'Det, der er tilbage' er baseret på forfatter og blogger Sandra Beijers roman af sammen navn, og det er Beijer selv, der har skrevet manuskriptet til serieformatet.

Tv-versionen er en fritstående og dialogdreven version af den oprindelige roman, hvor romankarakterernes mål, drømme og problemer går igen, men hvor de konkrete rammer er nye.


Forfatter og blogger Sandra Beijer, der står bag serien. © SVT / Allt som blir kvar.

Sandra Beijer fortæller til SVT, at hun har villet finde ud af, hvad der sker med en persons indre, når ens hjerte bliver knust, og derfor er det frem for alt en serie, som foregår inde i karaktererne.

For hvor fører hovedpersonen Matildas vej hende hen, når hun forsøger at hele sit knuste hjerte? Det kan nemlig, som serien også vil vise, føre til nye destruktive mønstre i magt- og kærlighedsrelationer, fortæller Beijer.

Sommeren der burde være fantastisk

’Det, der er tilbage’ følger Matilda over en sommer. En sommer, hvor alt det, der burde være fantastisk, i stedet er katastrofalt. Som et lyn fra en klar himmel bliver Mathilda dumpet af sin kæreste, og hendes hjerte – og hele hendes verden - går i tusind stykker. For hvem er hun nu uden ham?

Det eneste, hun i det rungende tomrum kan komme i tanke om at gøre, er at ringe til sin barndomsven Miron. Han kommer hende straks til undsætning og lover, at han kan hjælpe hende med at få det godt igen på blot en måned. Matilda er så sønderknust, at hun ikke magter at modsætte sig Mirons plan.

En plan, Miron har lagt sammen med deres fælles ven Simon, og som går ud på, at alt, hvad Miron siger eller gør, er en leg, som man ikke må modsætte sig.

Snart udvikler legen sig til et psykologisk spil helt uden grænser. For hvad er Mirons virkelige motiver? Og hvornår ved Matilda, om hun har fået det bedre, eller om hun bare er holdt op med at føle noget som helst?

En genre for alle aldre

’Det, der er tilbage’ er SVT’s seneste serie inden for for young adult-genren, en genre som på papiret henvender sig til de ældste teenagere, men som i virkeligheden har vist sig at ramme en meget bred målgruppe.

Vi så det først med den norske serie 'SKAM', der allerede har en håndfuld år på bagen, og som nåede massiv succes også i målgrupper, der var langt ældre end dem, serien i første omgang henvendte sig til.

Siden da, har SVT lavet en række serier inden for samme genre, heriblandt ’Eagles’, 'Den sidste sommer' og ’De udvalgte’, og nu ser det så ud til, at ’Det, der er tilbage’ kan blive den første serie i en ny række af disse ungdomsdramaer hos SVT.

Matilda og vennen Miron leger en tvetydig leg. © SVT / Allt som blir kvar.

Tiltrækningskraften, som young adult-serierne har haft på det bredere publikum, forklarer SVT til med reference til genkendeligheden i seriernes konflikter.

"Der findes noget almengyldigt ved denne her periode i livet, hvor man formes", forklarer Petter Bragée, som er programchef for SVT Malmø.

"For mig lader det til, at det her er den eneste alder, som alle kan relatere til. Er man yngre, er man nysgerrig, og er man ældre, så kan man relatere, netop fordi man har været der og kan huske udfordringerne på godt og ondt", fortsætter Bragée.

Man kan altså godt begynde at glæde sig og trygt se med, når premieren på ’Det, der er tilbage’ ruller over skærmen torsdag den 19. maj kl. 21.30 på SVT1, uanset hvilken aldersgruppe man tilhører.

Serien sendes i 8 afsnit de efterfølgende torsdage kl. 21.30 på SVT1.

Husk, at flere tv-distributører tilbyder catch up-funktioner, så du kan se eller gense et eller flere afsnit, når det passer dig.

Hele serien bliver tilgængelig i streaminguniverser hos enkelte udbydere efter endt livesending.

Svensk tv lige nu