Bjerglægen sæson 16 - allerede i 2022

Nogle familier bliver revet fra hinanden, andre lader sig splitte: Dr. Gruber får et svært besøg fra fortiden i ny sæson af ZDF's dramaklassiker.

Skrevet d. 20 december 2022 af Morten Rohde

Se traileren: Bjerglægen sæson 16. Premiere 29. dec kl. 20.15

Livet på familiegården er ved at ændre sig for Martin Gruber og resten af de velkendte karakterer fra ZDF’s seersucces ’Bjerglægen’.

Serien vender tilbage med en 16. sæson den 29. december kl. 20.15 på ZDF, og der er udsigt til et dramatisk genbesøg med fortiden for både Gruber-brødrene og for Martins patienter. 

Bachmeierfamilien og Martin Gruber i ZDF's Bjerglægen sæson 16 episode 1Karin og datteren Josi bliver ikke de eneste, der har familieproblemer i den nye sæson. © ZDF/Bjerglægen

Det kan vi forvente i sæson 16

I den kommende sæson møder vi en Martin Gruber, der for en tid har levet lidt tilbagetrukket fra verden. Efter bruddet med Anne og Franziskas bortrejse til New York med den fælles søn har han ikke været helt til stede.

Men Martin er ved at være klar til en ny start og vender tilbage til Gruberhof, hvor familien glædeligt byder ham velkommen.

Selvsamme familie er dog havnet i problemer. For Gruber-Milch-foretagendet er kommet under pres økonomisk, og snart er det blot et af flere ulmende problemer.

For pludselig vender to personer tilbage i Gruberfamiliens liv. Nogen, de har holdt afstand til i mange år: Rolf og Caro Pfluger – Lillis morfar og tante.

Mens Lilli er mere end glad for endelig at kunne møde sin afdøde mors familie, bliver Hans og Martin enige om, at de hellere må holde de to familier adskilt – helst så de begge, at gamle sår ikke lader sig åbne igen. Fortiden skal dog vise sig svær at komme udenom.

Rolf Pflüger og Lilli Gruber i sæson 16 af ZDF's BjerglægenOm end det er mod sin datters eget ønske møder Rolf Pfluger endelig sit barnebarn Lilli. ©ZDF/Bjerglægen

Samtidig må Martin som altid være der for sine patienter – og som oftest kræver deres skavanker og dårligdomme mere end blot en medicinsk kur.

I første afsnit må han tilse fårebonden Alois Bachmeier, som lider af flere følger efter en række slagtilfælde. For ud over de fysiske skavanker er fremtiden blevet uvis for Bachmeier-gården, der nu kun har Alois' barnebarn Josi som forvalter.

Og vist vil Josi hjertens gerne drive gården videre, men hun er mindreårig og har derudover det problem, at hendes mor ikke har været på god fod med morfar Alois og nu øjner en chance for at sælge arvegården og komme videre med sit liv.

Pige i sæson 16 episode 1 af ZDF's BjerglægenJosi står pludselig alene med fårebestanden og arvegårdens fremtid afhænger af hende. © ZDF/Bjerglægen

Alt det nyeste om ’Bjerglægen’

Du kan løbende finde mere information om ’Bjerglægen’ og de nyeste sæsoner her på siden.

Men et andet lille tip er at besøge den officielle Instagramprofil for serien. Her kan du finde interviews, stemningsbilleder og små hilsner fra Hans Sigl og resten af holdet.

Bl.a. kan man høre Heiko Ruprecht fortælle, at Hans ender på hospitalet i den nye sæson.

Hvad det handler om, kan du finde ud af, når ’Bjerglægen’ sæson 16 har premiere den 29. december kl. 20.15 på ZDF.

Alle episoder kan efter udsendelse streames hos flere tv-udbydere.

Tysk tv lige nu