Naturoplevelser og fisketips

Fra syd til nord tager de to programværter Emilie og Martin os med på guidet fisketur i det naturskønne Sverige.

Skrevet d. 14 februar 2022 af Astrid Bugge

Se traileren til 'Fiskerliv' sæson 2.

Længes du efter stærke naturoplevelser, udendørs aktiviteter og et godt grin, så er SVT-serien ’Fiskerliv’ noget for dig. Det passionerede fiskeprogram henvender sig til både professionelle og hobby-fiskere, og den første sæson blev så stor en seersucces, at kanalen nu følger op med en anden sæson.

De to programledere Emilie og Martin vil igen tage os med på fiskeeventyr rundt omkring i Sverige, hvor de bedste fiskespots gemmer sig. De er selv habile fiskere og møder både hobby- og erhvervsfiskere på deres fisketure.

Forrige sæson var en ægte seersucces, hvor både fiskeentusiaster og mere magelige livsnydere fulgte med. Programmet er nemlig for alle, der holder af en god oplevelse i naturen og et godt grin.

Født med en fiskestang i hænderne

Skal man tro hende selv, blev fiskeriet en del af programleder Emilie Björkmans liv, før hun lærte at gå. Det siger lidt om, hvor vigtigt fiskeri og alt, hvad det fører med sig, er for Emilie. Hun fortæller, at det er en kæmpe ære, og ikke helt til at fatte, at hun er en af to værter på SVT-produktionen ’Fiskerliv’ – endda på programmets anden sæson.

Programleder Emilie Björkman sammen med sin fiskekammerat Kristian Matsson, der er bedre kendt som musikeren "The Tallest Man on Earth", og fiskeguiden Guhuru Milta. © SVT/Fiskeliv 

Selvom alt omkring fiskeri er velkendt som egen bukselomme, er det at stå foran et kamera nyt og grænseoverskridende for Emilie. Men heldigvis er det at møde ligesindede, der også ånder og lever for fiskeri rundt omkring i landet, med til hurtigt at få hende til at slappe af og føle sig hjemme, fortæller Emilie videre.

Ud over at være programleder har Emilie også egen virksomhed i sportsfiskerbranchen. Grunden til sin karriere lagde hun i løbet af en toårig uddannelse på en erhvervshøjskole i Forshaga lidt nord for den store sø Vänern med sportsfiskeri som linjefag.

I løbet at den kommende sæson besøger ’Fiskerliv’ netop Forshage og Klarälven, hvor Emilie startede sin professionelle fiskerkarrierer.

Autentiske fiskeoplevelser

Programvært Martin Falklind er en lige så stor fiskeentusiast, men han har dog ikke haft samme mulighed som Emilie for at uddanne sig inden for området. For ham er en af styrkerne ved at være med som vært i SVT-programmet, at han oplever en ægte frihed med programmets koncept, som gør det muligt at vise virkelighedens fisketure.

Programleder Martin Falklind fanger en af de helt store gedder midt i søen Vänern med hjælp af vennen Per Ola Johannesson. © SVT/Fiskeliv

Programmet går altså ikke ud på at fange de største fisk, men på at formidle fiskeri, som det faktisk er de allerfleste dage.

Fx fremhæver han, at alle indspilningsdage er planlagt lang tid på forhånd, og det derfor altid bliver, som det nu bliver: Præcis ligesom det er for almindelige mennesker, som har fri i weekender, hvor vejret måske ikke er optimalt for fisketure. Da bliver det også, som det kan med den planlagte fisketur og de givne forhold en lørdag formiddag.

Det er netop noget af charmen ved programmet, og det, mener Martin bestemt, har været med til, at så mange kan genkende sig selv i programmet.

Fra syd til nord

I den nye sæson starter fiskerne på Gotland, hvor de er på jagt efter havørreden. Om foråret søger ørreden mod mindre dybe vande, og det er derfor det optimale tidspunkt at få en af de rigtig store eksemplarer på krogen.

Men ørredfiskeri er en tålmodighedskrævende proces, som kan kræve mange timer i det kolde vand. Og selvom Martin og Emilie får hjælp af en af Sverige mest erfarne ørredfiskere, er det langt fra sikkert, at de får bid.

På søen Rautasjaure uden for Kiruna er der en helt særlig mulighed for at isfiske og overnatte i specialdesignede telte på isen få uger om året. © SVT/Fiskeliv  

Senere går turen til Norrbotten, den nordligste del af Sverige, hvor der er frie muligheder for at isfiske på søen Rautasjaure uden for Kiruna nogle særlige uger hvert år. Her mødes hundredvis af fiskere og bor på isen i specialdesignede telte. Trods fiskernes solide erfaringer går det trægt med at fange noget, og temperaturen går mod minus 20 grader.

Senere i sæsonen bliver det også tid til at fiske efter vandrende laks og særligt store gedder og ikke mindst til at afprøve byfiskeri i Stockholm. Så uanset hvilken form for fiskeri du er til, så skulle der være noget for dig i ’Fiskerliv’.

’Fiskerliv’ sæson 2 har premiere onsdag d. 16. februar kl. 20.30 på SVT2 og sendes i otte afsnit.

På nabolandskanalerne lige nu