Danske undertekster

De danske undertekster på NabolandsKanalerne aktiveres i de fleste tilfælde automatisk. Find hjælp til teknikken her.

Der er danske undertekster på en stor del af tv-udsendelserne, når du i dag tænder for public service-kanalerne fra vores nabolande NRK1, SVT1, SVT2, ARD og ZDF.

Der findes selvfølgelig udsendelser, som det ikke kan lade sig gøre at tekste: nyheder, liveudsendelser og enkelte produktioner, som tv-stationerne ikke har fulde rettigheder til. Men ser man bort fra dem, er der danske undertekster på mange af kanalernes egenproducerede film og serier.

For at få danske undertekster på dine nabolandskanaler skal du modtage dit tv-signal fra en tv-distributør, som tilbyder servicen med danske undertekster. Du kan få de danske undertekster hos YouSee, Norlys, Waoo, Altibox og hos mange lokale antenne- og boligforeninger.

Teksterne aktiveres automatisk

Underteksterne er i de langt de fleste tilfælde automatisk aktiverede, når du ser med på en af kanalerne.

Hvis underteksterne ikke kommer på automatisk, kan du tjekke indstillingerne på dit tv. Indstillingerne varierer alt efter, hvilken tv-udbyder du har, hvordan du modtager dit tv-signal, og hvilket mærke dit tv er.

Derfor anbefaler vi, at du kontakter din tv-udbyder for teknisk support, hvis du har problemer med selve det at aktivere underteksterne.

Hvis du oplever udfald på underteksterne

Undertekstningen under en udsendelse afvikles af den enkelte tv-station. Hvilke udsendelser, den enkelte station tekster, kan du se i tv-guiden.

I tilfælde af sporadiske udfald i underteksterne kan årsagen hertil findes flere steder.

Sørg altid for at undersøge, om teksterne fejlagtigt er blevet slået fra på dit tv eller din tv-boks, og dobbelttjek, om udsendelsen er markeret for danske undertekster i tv-guiden, hvis du oplever manglende undertekster.

Løser dette ikke problemet, kan fejlen ligge:
1) Hos kanalen
2) Hos tv-distributøren
3) På et lokalt modtageranlæg

Det er vigtigt for os at nævne her, at vi ikke kan udbedre problemer med underteksterne direkte, da det ikke er os, der implementerer undertekster på udsendelserne. Tv-stationerne i Norge, Sverige og Tyskland sender teksterne sammen med tv-signalet til Danmark, og distributørerne omkoder derefter dette signal og sender det videre ud til tv-seerne.

Vi undersøger dog altid udfald på underteksterne og er i løbende kontakt med tv-stationer og distributører for at vedligeholde projektet med danske undertekster.

Kontakt os gerne på undertekster@verdenstv.dk, hvis du oplever udfald på underteksterne. Oplys altid

  • Hvordan du har tilgået udsendelsen (flow-tv, web-tv, streaming, etc.)
  • Hvilken udbyder du har
  • Om henvendelsen drejer sig om en enkelt udsendelse eller om et varigt problem

De danske undertekster er et fælles projekt

Dansk tekstning af en lang række udsendelser på SVT1, SVT2, NRK1, ARD og ZDF har stået på i mere end ti år.

Tekstningen er blevet til i et non-profit-samarbejde mellem en række tv-udbydere og antenne- og boligforeninger og på initiativ af kunstnere og kulturproducenter i regi af Copydan Verdens TV. Tekstningen finansieres via egenbetaling hos den enkelte tv-seer til en pris af knap én krone om måneden.

Det er alt fra film, serier og underholdningsshows til videnskabsprogrammer og dokumentarfilm, som tekstes. I vores tv-guide kan man se alle NabolandsKanalernes programmer omtalt på dansk – og se, hvilke der får danske undertekster.

Find din næste tv-oplevelse

Hver dag kan du finde film, serier og dokumentarer med danske undertekster på ARD, ZDF, SVT og NRK.

Se ugens fulde tv-program

Serier der kan streames nu

Få et overblik over de serier, der kan streames lige nu via flere tv-distributører.

Serier der kan streames nu

Ugens tv-højdepunkter